Læg budget i Google Sheets
Læg budget i Google Sheets

Du behøver ikke sidde med regnemaskine og kuglepen længere, når du lægger budget. Det er meget lettere at lave det i Google Sheets. Vi viser dig hvordan. 

© Shutterstock

Læg budget med Google Sheets

Med Komputer for alles budgetark kan du nemt lægge budget med Google Sheets og få godt styr på din økonomi. Men hvordan gør man det, og hvorfor overhovedet lægge et budget? Få svar på det hele her.

Hvis du er rigtig træt af at bruge timer og atter timer på at lægge budget over din privatøkonomi med en lommeregner, et papir og en kuglepen, kan du ånde lettet op.

At lægge et budget har traditionelt set været en uoverskuelig og særdeles omstændelig opgave for nogle af os, men det er ikke længere tilfældet.

Komputer for alle har nemlig lavet et budgetark til dig, du kan hente i Fordelszonen og nemt bruge til at få styr på din økonomi, og det kan der være rigtig gode grunde til at få gjort.

Ekspert: Vigtigt at lægge budget

For mange af os er det rart at vide, hvad vi bruger vores penge på hver måned, og det kan være grund nok til at lægge et budget.

Men det er også vigtigt at lægge et budget, så du ikke bruger penge, du ikke har.

Det forklarer Kenneth Hansen, der er ekspert i tv-programmet 'Luksusfælden' og stifter af rådgivningsfirmaet Økonomisk Råd.

"Én ting er, at du ved, hvad du får udbetalt af løn, men du skal også vide, hvad du har til rådighed. Det gør du bedst ved at regne alle dine udgifter ud. Så kan du finde ud af, hvor mange penge du har til at bruge på et nyt og lækkert tastatur eller en ny computer," siger Kenneth Hansen og uddyber:

"Budgettet skaber et overblik, så du ved, at du holder dig inden for rammerne og ikke pludselig står og mangler penge til en elregning, fordi du har købt en ny computer," forklarer Kenneth Hansen, økonomisk ekspert på tv-programmet 'Luksusfælden'.

LÆS OGSÅ: Online shopping: Sådan handler du sikkert

Brug Google Sheets til at lægge budget

Komputer for alles budgetark er en fil lavet til regnearksprogrammet Excel. Har du Excel på pc'en, kan du altså bruge arket uden videre. 

Det er dog ikke alle, der har Excel installeret på computeren, og hvis du heller ikke har det, skal du læse med her.

Du kan nemlig sagtens bruge Googles gratis regnearksprogram Google Sheets til at åbne og bruge budgetarket. Her er, hvad du skal gøre:

  1. Download først budgetartket fra Fordelszonen via dette link - du skal være logget ind i Fordelszonen, for at hente arket.
  2. Åbn din browser og skriv sheets.google.com i adressefeltet.
  3. Log nu ind med din Google-konto (har du ikke en gratis Google-konto, kan du læse her, hvordan du opretter en)
  4. Når du er logget ind, klikker du på feltet Tom øverst på siden.
  5. Klik herefter på Fil i øverste venstre hjørne og vælg Importér i den menu, der dukker op.
  6. Klik på Upload og efterfølgende på Vælg en fil fra din enhed.
  7. Find og åbn budgetarket på din pc.
  8. Markér Erstat regneark og klik på Importér data.

Du kan nu bruge budgetarket præcis som i Excel.

Kom godt i gang med Google Sheets med vores digitale kursus her

Udskriv budgetarket bedst muligt

Når du har lagt dit budget, vil du måske gerne udskrive det, så du kan tage det med i banken.

 Metoden i Google Sheets er stort set den samme, som tilfældet er med Excel, men det varierer dog en smule. Metoden til Excel kan du læse om i Komputer for alle nummer 10/2021.

  1. Start med at markere alle cellerne som vist i vejledningen i vores magasin nummer 10/2021 (eller find artiklen i Fordelszonen her).
  2. Klik nu på Fil i øverste venstre hjørne.
  3. Vælg Udskriv nederst i rullemenuen.
  4. Til højre klikker du på pilen ved Udskriv og vælger Markerede celler.
  5. Klik nu på pilen ved Skala.
  6. Vælg Tilpas til side.
  7. Klik til sidst på Næste i øverste højre hjørne, og du er klar til at udskrive.

LÆS OGSÅ: Spar penge, når du udskriver

Hent budgetarket i Fordelszonen

Komputer for alles budgetark henter du i Fordelszonen. Samme sted kan du finde en PDF-version af artiklen, hvor du kan læse vores vejledning til at bruge arket i Excel. 

Bemærk, at arket fungerer på præcis samme måde i Google Sheets.

Du kan som abonnent på Komputer for alle hente budgetarket og læse vejledningen ved at følge dette link.

Måske er du interesseret i ...