1. Få Gemini til at opsummere eller oversætte en tekst
Du kan bruge kameraet i din telefon til at scanne en tekst og få Gemini til at læse den. Tryk først på plusset ved siden af tekstfeltet, vælg "Kamera" og tag så et billede af fx en lang artikel.
Skriv så "giv et kort resume af denne tekst" eller "oversæt denne tekst". Få sekunder senere er svaret spyttet ud.
2. Få inspiration til ferien
Brug Google Gemini som guiden på ferien. Skriv fx: "hvad skal jeg se, hvis jeg har en forlænget weekend i Berlin?".
Søgningen giver dig sandsynligvis både billeder og links, som du kan bruge til at planlægge din ferie.
Du kan let indsnævre eller udvide dine resultater ved at være mere specifik - skriv fx at du rejser med to børn på 5 og 7 år eller fortæl Gemini, at du er særligt interesseret i at lære om Den Kolde Krig. På den måde kan du og Gemini tale jer frem til de bedste oplevelser for dig.
3. Få Gemini til at fortælle dig, hvad du ser
Du kan også trykke på plusset og vælge "Kamera" og derefter tage et billede af stort set hvad som helst for at få en forklaring på, hvad det er.
Denne funktion kan du fx bruge til at identificere planter, berømte bygninger eller biler.
4. Få hjælp til at skrive en tekst
Mangler du inspiration til at skrive en email eller noget andet, kan du forklar situationen for Gemini.
Giv fx Gemini en besked i stil med denne "Jeg parkerede lovligt foran IKEA mellem kl. 14 og 14.45 onsdag den 12 maj og nu har jeg fået en parkeringsbøde skriv en email med en klage".
Herefter får du en tekst, som du muligvis skal tilrette lidt, men ofte vil den være ganske god. Du kan også bede Gemini skrive teksten i en formel tone.
5. Google Gemini giver dig gode idéer
Er du løbet tør for gode idéer, kan du forklare sagen for Google Gemini og hurtigt få ny inspiration.
Skriv fx "min 10 årige datter elsker Harry Potter. Giv mig fem gode idéer til at bruge det som tema til hendes fødselsdag".
Du må aldrig dele personlige og personfølsomme informationer med en kunstig intelligens. Du må fx aldrig bede den om at lave et kodeord til dig eller dele bankinformationer eller lignende med den.