U-Scan placeres i toiletkummen og analyserer din urin. Resultaterne kan du se straks i Withings app.
Urinmåler:

U-Scan placeres i toiletkummen og analyserer din urin. Resultaterne kan du se straks i Withings app på telefonen.

© Withings

Få klar besked om dit helbred med smart digital urinmåler

U-Scan er et nyt produkt, som firmaet Withings netop har præsenteret på IT-messen CES i Las Vegas. Den smarte enhed placeres i din toiletkumme og analyserer derefter din urin for flere end 100 biomarkører.

I de senere år er der gået sport i hjemmemålinger af alt, der har med sundhed at gøre: Du kan købe kropsvægte, der også måler blandt andet BMI, blodtryksmålere, søvnmålere, aktivitetsmålere og meget andet, som alt sammen kan aflæses via en app på din telefon.

Derfor var det kun et spørgsmål om tid, før det også blev muligt at analysere sin urin uden først at sende den til et laboratorium.

Den mulighed er snart en realitet. 

Det franske firma Withings, der en kort overgang var ejet af den engang mægtige telefonproducent Nokia, har på dette års udgave af CES-messen i Las Vegas, lanceret produktet U-Scan. En dims, som du monterer i din toiletkumme, så du kan aflæse alverdens helbredsoplysninger direkte på din telefon. 

> Læs flere artikler om smarthomeprodukter og -teknologier her

U-scan-enheden passer i et almindeligt toilet.
U-Scan:

U-Scan-enheden monteres direkte i toiletkummen, hvor den kan analysere din urin og sende detaljerne direkte til app'en på din telefon. 

© Withings

Giver dig over 100 forskellige resultater

U-scan består af en enhed, som monteres i din toiletkumme samt en app. Derudover skal den udstyres med et lille modul, som holder øje med forskellige parametre ved din urin. 

Der findes flere forskellige typer af modulet, men de fleste ønsker nok at holde øje med helbredet ved at anvende modulet U-Scan Nutri Balance.

Med det overvåges flere end 100 biomarkører for blandt andet PH-værdier, protein-indhold, ketoner (et affaldsstof) og vitamin c-niveauer. Resultaterne kan blandt andet afsløre, hvordan kroppens væskeniveau og nyrernes funktion har det.

Baseret på resultaterne vil du også løbende få gode kostråd af appen - og fx blive påmindet om at drikke mere væske eller spise frugt.

Der findes også et andet modul med navnet U-Scan Cycle Sync, der er henvendt til kvinder, og som kan holde øje med kvinders menstruationscyklus - og dermed også afsløre, hvornår de har ægløsning. Den løsning er selvfølgelig mest relevant, hvis der er yngre kvinder i husstanden.

> Læs også: Her er alt, du skal vide om Smartwatch

Holder strøm i tre måneder

Både modulet, der analyserer din urin, og selve batteriet holder i tre måneder.

Derefter skal du rengøre U-Scan, åbne enheden og lade batteriet op via USB. Det er også her du udskifter selve måleenheden med en ny.

Vi kender endnu ikke prisen for de nye moduler, som løbende skal udskiftes.

> Læs også: Nu bliver IKEAs smart home-produkter lettere at bruge

U-Scans batteri holder i tre måneder
Opladning:

U-Scans batteri holder i tre måneder, før du må åbne enheden og oplade batteriet med et USB-kabel. Ved samme lejlighed skal du skifte selve analyse-modulet, som du kan se i midten på billedet.

© Withings

Opdager selv, hvem der tisser

Når man bor flere sammen under samme tag, er det naturligvis noget rod, hvis flere personer får blandet resultaterne sammen i Withings app'en. Men det har firmaet heldigvis tænkt på.

U-Scan kan nemlig identificere, hvem der tisser på toilettet med en funktion, der kaldes "stream signatures" - altså urinstrømssignaturer. 

Ved at analysere din måde at tisse på med en lavenergi-radarsensor kan apparatet genkende, om det fx er dig eller din hustru, der bruger toilettet - og derefter sortere resultaterne på rette person.

> Læs også: Matter-teknologien får alle dine smarte enheder til at tale sammen

Rengøres løbende, når du skyller ud

Withings oplyser også, at det ikke er nødvendigt at rengøre U-Scan, udover når du alligevel skal oplade batteriet hver tredje måned.

Enheden er designet til at leve fast i din toiletkumme, og rengøres derfor ligesom selve emaljen i toiletkummen af det rindende vand, når du skyller ud.

U-Scan skulle komme på markedet i Europa i løbet af andet kvartal i år. 

Vi kender endnu ikke den europæiske pris, men på det amerikanske marked bliver prisen 500 dollars - altså cirka 3.500 kroner. Dertil kommer den løbende udgift til de udskiftelige moduler. 

Firmaet har også produceret et udskifteligt modul til hospitaler og læger, så måske bliver det på et tidspunkt muligt at låne en U-Scan med hjem i stedet for at indlevere en urinprøve i et glas til din læge eller sygehuset.

Du kan se U-Scan i aktion i videoen herunder:

Måske er du interesseret i ...