Ung kvinde styrer lyset med en tablet
Matter:

Den nye standard, Matter, vil få alle hjemmets smart home-enheder til at tale sammen på tværs af mærker.

© Shutterstock

Matter får alle dine smart home-enheder til at tale sammen

Google, Amazon, Apple og mange andre store virksomheder står bag en ny teknologi, der skal få smart home-enheder til at kommunikere sammen på tværs af mærker. Her bliver du klogere på teknologien, som hedder Matter.

Store firmaer som Google, Amazon og Apple er gået sammen om at få alle de elektroniske dimser i moderne smart homes til at forstå hinanden.

Det sker ved hjælp af den nye standard, Matter, som skal sætte en stopper for forvirringen med en masse forskellige systemer, der ikke kommunikerer indbyrdes.

I dag har mange smart home-produkter deres egne apps, eller også kan de kun kommunikere med én samlende teknologi som Google Home eller Apple Home Kit. 

Her er det planen at Matter skal virke som en samlende paraply.

Hvad er Matter?

Matter er en samlende standard, der skal få dine smart home-enheder til at kunne "tale sammen". Projektet hed oprindeligt CHIP (Connected Home over IP). 

Resultatet skulle gerne være, at du bare kan købe fx det smarte lys, du foretrækker, uden at bekymre dig om, om det nu også kan tale sammen med den digitale assistent, du bruger derhjemme.

Der vil ikke være nogen samlende app til Matter, og den får ikke sin egen digitale assistent. I stedet sørger standarden for, at alle dine enheder kan få forbindelse til hinanden via Bluetooth eller Wi-Fi.

> Læs mere om smart home, IoT og smarte produkter her

Hvem står bag Matter?

Det er sammenslutningen Connectivity Standards Alliance (CSA), der står for arbejdet med Matter.

CSA har også udviklet den trådløse standard, Zigbee, som mange smart home-produkter bruger i dag.

Matter har dog større opbakning end Zigbee med mange flere firmaer, som har valgt at bruge standarden.

> Læs også: Sådan bruger du Google Home til at styre dit smarte hjem

Hvilke firmaer er med i Matter?

Matter virker med Amazon Alexa, Apple HomeKit, Google Home og Samsung SmartThings.

Mange producenter af smart home-produkter er også hoppet med på vognen. Det er blandt andet Belkin, Signify (som står bag Philips Hue), Nanoleaf, Arlo og LG.

Alt i alt er der over 240 firmaer med i samarbejdet bag Matter.

Logo for smart home-standarden Matter
Matter:

Det er en god idé at kigge efter dette logo, når du fremover skal købe nye produkter til dit smarte hjem. Så sikrer du dig nemlig, at du let kan styre din smarte enhed uanset om du foretrækker Google Home, Apple Homekit eller noget helt tredje.

© Matter

Vil mit nuværende smart home virke med Matter?

Det er lidt svært at komme med et entydigt svar på. Nogle enheder vil kunne kommunikere med Matter blot efter en firmware-opdatering, mens andre ikke kan gøres kompatible.

Produkter, som bruger teknologierne Thread, Z-Wave og Zigbee, burde virke med Matter, men det er ikke sikkert, at de vil blive opdateret til den nye standard.

Du er altså nødt til at prøve dig frem, når det kommer til dine gamle smart home-produkter.

> Læs også: Her er nogle af de ting, du kan spørge Google Assistent om

Hvornår kommer Matter?

Matter har været undervejs gennem flere år.

Det var først planen, at standarden skulle lanceres i 2020, men datoen er blevet skubbet flere gange.

Den officielle lancering er nu sat til efteråret 2022, men der er allerede produkter klar, der virker med Matter.

Hvilke produkter virker med Matter?

Omkring 130 produkter skulle allerede være klar til at bruge Matter.

Senest har IKEA offentliggjort en ny Matter-udgave af deres hub til styring af møbelfirmaets smart home-produkter. Den er klar til oktober.

IKEA har længe været med i front, når det kommer til smart home-produkter til fair priser.

Den første udgave af Matter, der meget passende hedder Matter 1.0, virker blandt andet med lyspærer og kontakter, smart stikkontakter, låse, garagedør-controllere, termostater og elektronisk styrede gardiner.

Overvågningskameraer, dørklokker og robotstøvsugere skulle også være lige på trapperne.

Matter er tilgængeligt for alle, så du vil med garanti se produkter fra andre producenter i fremtiden også.

> Læs også: 6 geniale produkter til dit smarte hjem

Måske er du interesseret i ...