Den store chip-producent Qualcomm kæmper for tiden med at følge med en store efterspørgsel efter sine processorer, som bliver brugt i mange smartphones og tablets.
Verdens største producent af telefoner, Samsung, er for alvor ramt af manglen på processorer fra Qualcomm, beretter nyhedsbureauet Reuters.
Manglen på Qualcomms Snapdragon-processorer skyldes blandt andet, at mange forbrugere har vendt kinesiske Huawei ryggen.
Nu køber de i stedet for telefoner fra Samsung og andre producenter, som bruger Qualcomms chips, og den øgede efterspørgsel er kommet bag på chipproducenten.
> Læs også: Her er de bedste mobiler lige nu
Især billige telefoner er ramt
En talsmand fra Samsung fortæller til Reuters, at det især er telefoner fra firmaets mellemste og laveste prisklasse, der er ramt af manglen på chips.
Lu Weibing, der er underdirektør i den hastigt voksende kinesiske mobilproducent Xiaomi, er også bekymret.
"Der er ikke bare mangel, der er ekstremt stor mangel," siger han.
Qualcomms problemer skyldes i høj grad en række underleverandører, der ikke har kunnet levere de delkomponenter, som chippene bygges af. Og manglen har fået mange til at købe ekstra op i frygt for at løbe tør for de vigtige komponenter.
Det har været med til at drive prisen endnu længere op – i nogle tilfælde helt op til syv gange den oprindelige pris.
Vi ved endnu ikke, hvilken effekt de dyrere chips får på den endelige pris på telefonerne, når de lander ude på butikshylderne.
> Læs også: Sådan redder du din mobil fra hackerne