Når du åbner Messenger-app’en på din telefon, vil du bemærke en ny knap nederst på skærmen. Knappen hedder Meta AI, og den er netop nu ved at blive tilføjet til Messenger-app’en hos alle Messenger-brugere.
Oprindeligt blev Meta AI-knappen lanceret i USA og Canada i 2023, og nu er turen kommet til Europa, Australien, Indien og Sydafrika.
Trykker du på knappen, åbner et chatvindue, som ser ganske anderledes ud end normalt. Det er nemlig en samtale med Metas kunstige intelligens, der åbner.
Hvad er Meta AI?
Når du trykker på Meta AI-knappen i Messenger, åbner et chatvindue med Metas kunstige intelligens, Meta AI.
Her kan du interagere direkte med den kunstige intelligens, som er baseret på Metas egen Llama 3.2-sprogsmodel. Chatbotten kan besvare spørgsmål, generere indhold og udføre opgaver for dig.
Du kan enten trykke på en af de kategorier, der dukker op på skærmen, eller skrive direkte til robotten i chatten. Robotten er dog – i modsætning til mange andre AI-tjenester – ikke god til dansk, og skriver du på dansk til den, får du følgende svar:
“Jeg forstår endnu ikke Danish, men jeg arbejder på det. Jeg sender en besked til dig, når vi kan tale sammen på Danish.”
Du skal altså skrive på engelsk, hvis du vil have det optimale ud af Metas robot.
Kan Meta AI-knappen fjernes?
Den nye knap kan være irriterende, da du nemt kan komme til at trykke på den ved en fejl. Men hvis du ikke ønsker at have Metas robot liggende, er der ikke meget, du kan gøre for at komme af med den.
Lige nu kan knappen nemlig ikke fjernes. Du kan ignorere den og vælge ikke at bruge den, men knappen bliver altså hængende i app’en.
Skulle du få lyst til at bruge værktøjet, skal du være opmærksom på, at beskeder til Meta AI-robotten ikke er krypterede, og at de kan bruges til at forbedre Metas kunstige intelligens. Så lad være med at skrive private oplysninger til robotten.
Har du gjort det og fortrudt det, er det muligt at nulstille chatten og slette gemte oplysninger fra Metas servere ved at skrive “/reset-ai” i chatten med robotten.