Derfor krypterer Facebook dine beskeder på Messenger

Meta, firmaet bag Facebook, vil kryptere dine beskeder på Facebook og Instagram. Se her, hvad det betyder for dig og din kommunikation på de sociale medier.

Kryptering giver bedre privatliv på Facebook.

Meta gør nu endelig en indsats for at styrke dit privatliv: Dine beskeder bliver krypteret på Facebook.

© Shutterstock

Hvis du går op i dit privatliv på nettet, er der gode nyheder. For to år siden lovede det amerikanske firma Meta at indføre kryptering af dine beskeder på Messenger, og nu er det løfte omsider opfyldt.

Meta vil nemlig nu kryptere alle beskeder, du skriver på Facebook og Instagram.

Det betyder, at ingen andre end dig og den person, du skriver med, kan læse jeres beskeder. Det gælder også opkald og videoopkald, du foretager på tjenesterne.

Siden 2016 har du selv kunnet vælge, om du ville have din kommunikation på Messenger bag lås og slå, men nu bliver det altså standardindstillingen på Metas sociale medier.

LÆS OGSÅ: Hvad betyder kryptering?

Solid kryptering af dine beskeder

Krypteringen af dine samtaler på Facebook og Instagram er den særligt stærke krypteringsform kaldet ende-til-ende. Det betyder, at det kun er afsender og modtager, der kan dekryptere indholdet.

Krypteringen er ikke det eneste sikkerhedsmæssige tiltag, du kan se frem til, hvis du bruger Messenger til at skrive beskeder. Det bliver også muligt at få beskeder til at slette sig selv 24 timer efter afsendelsen.

Funktionen kender vi fx fra den sikre beskedtjeneste Signal, som Meta har lånt sikkerhedsprotokollen fra til at lave ende-til-ende-krypteringen.

LÆS OGSÅ: Hvad er Signal?

Messenger virker helt som før

Du kommer ikke til at miste funktioner fra Facebooks beskedtjeneste Messenger, selv om beskederne nu bliver krypterede. Du kan dermed stadig fx lave om i temaer, emojis og samtalenavne.

Ligeledes kan du i krypterede samtaler også foretage opkald og videoopkald samt sende stemmebeskeder.

Meta oplyser, at samtlige samtaler på Messenger og Instagram ikke bliver krypterede med det samme. Der vil formentlig gå flere måneder, før alle samtaler er blevet gemt bag den sikre kryptering.

LÆS OGSÅ: De bedste tips til Facebook Messenger