Vi er mange, der er glade for mailklienter til pc’en, for de kan bruges selv uden en interforbindelse.
I mange år har standardprogrammet til mails i Windows været programmet Mail, men det er snart slut.
I 2024 bliver det indbyggede mailprogram Mail nemlig udfaset i både Windows 10 og 11. I stedet vil Microsoft have os til at bruge et andet program i form af den gamle traver Outlook.
Det bliver dog ikke bare den klassiske udgave af Outlook, hvor du skal logge på med en Microsoft-tjeneste. I Outlook til Windows kan du også logge ind med andre mailtjenester.
LÆS OGSÅ: Slut med gratis alternativ til Word
Prøv det nye mailprogram nu
Allerede nu kan du skifte mailprogram i Windows 10 og 11 til det nye Outlook. Du skal bare opdatere din computer, og så dukker der en knap ved navn “Prøv den nye Outlook” op i højre hjørne af Mail.
Klikker du på knappen, lukker Mail-programmet, og efter nogle sekunder indlæser det nye Outlook-program. Du skal herefter igennem en kort opsætning, og så kan du prøve det nye mailprogram.
Vil du tilbage til Mail-programmet, klikker du blot på skyderen i øverste højre hjørne, hvor der står “Det nye Outlook”.
LÆS OGSÅ: Vælg den bedste gratis e-mail
Outlook: En gammel kending
Hvis du nogensinde har prøvet Outlook i browseren, vil brugergrænsefladen i det nye Outlook-program virke bekendt. Det hele minder nemlig utroligt meget om browserversionen af Outlook.
Det nye Outlook til Windows virker også på fuldstændigt samme måde som browserudgaven: Der er en indbakke, telefonbog, kalender og hurtig adgang til øvrige Microsoft-programmer som OneDrive og Word.
Som tilfældet er i browserudgaven af Outlook, skal du desværre også være koblet til internettet, før du kan bruge programmet.
Der er dermed ikke tale om et tradtionelt mailprogram til pc’en, hvor du kan skrive en mail offline og først sende den, når du får forbindelse til nettet igen. Om det vil ændre sig, ved vi dog endnu ikke.
LÆS OGSÅ: Windows 10 får nyt backupprogram
Brug Gmail i Outlook
Du er ikke tvunget til at bruge din Microsoft-konto i det nye Outlook-program til Windows. Du kan fx også bruge Yahoo eller Gmail i mailprogrammet til Windows 10 og 11.
Inde i Outlook klikker du blot på tandhjulet i øverste højre hjørne af skærmen. Det fører dig ind til indstillingerne for konti, og hvis du klikker på “Tilføj en konto”, skal du skrive din Gmail-adresse og følge opsætningen.
På den måde kan du bruge Outlook til Windows som en slags mailklient, og du kan også tilføje flere mailkonti og skifte mellem dem i programmet.
LÆS OGSÅ: Sådan oversætter du mails i Gmail
Savner du et godt mailprogram?
I 2024 skal vi vinke farvel til Mail-programmet, men hvis du ikke vil bruge det nye Outlook, findes der heldigvis masser af gode alternativer. Alternativer, som er reelle programmer på din pc, som du kan arbejde i uanset om du har adgang til nettet eller ej.
I Fordelszonen har vi fx programmet Thunderbird, som installeres på pc’en, og du kan sagtens se din kalender, læse dine mails og skrive en ny mail uden forbindelse til internettet.