Det er et rent tilfælde, at denne artikel om Gmail overhovedet ser dagens lys.
Jeg ville søge efter e-mails med et bestemt søgeord, "Energianbefalinger", og blev overrasket over listen med søgeresultater i min indbakke i Gmail.
Blandt resultaterne i listen var der nemlig en e-mail helt uden tekst! Hvorfor dukkede der et resultat op, når den søgte tekst slet ikke indgik i mailen? Var der en fejl i den måde, hvorpå ellers ufejlbarlige Gmail indekserer mails?
Overraskende funktion i Gmail
I virkeligheden var jeg blevet vidne til en ganske særlig funktion i Gmail, og der er bestemt ikke tale om nogen fejl fra Googles side.
Min lille søgeopdagelse skyldtes nemlig, at det søgte ord var en del af en billedfil, som var vedhæftet i mailen, jeg i sin tid havde sendt til mig selv.
Filen var et skærmbillede fra Windows' Indstillinger og søgeordet "Energianbefalinger" blev vist på billedet.
Søg i vedhæftede billeder
Konklusionen er klar. Gmail indekserer samtlige vedhæftede billedfiler og bruger såkaldt OCR (tekstgenkendelse) til at identificere teksten på billederne.
Det betyder, at du som Gmail-bruger faktisk kan søge i indholdet i vedhæftede filer.
Det kan hurtigt vise sig nyttigt. Hvis du fx har en kvittering, faktura eller lignende vedhæftet som billedfil, behøver selve mailen ikke indeholde relevant tekst (den kan faktisk være helt tom som i mit tilfælde), for du kan alligevel finde frem til filen takket være teksten i billedet.
Sådan søger du i vedhæftede billeder i Gmail
Lad os se på, hvad man helt konkret gør for at fremsøge billedfiler med tekst. Vi har vist det på billedet herover.
- Skriv først dit søgeord i søgefeltet øverst i Gmail, som du plejer.
- Hvis søgeordet vises som tekst på vedhæftede billeder, vises resultaterne straks under søgeordet.
- Du kan nu klikke direkte på en mail. I ovenstående eksempel fx på mailen, som slutter med 27.11.2024.
- Mailen åbner.
- Hvis der er mange søgeresultater, kan du alternativt klikke på Alle søgeresultater for... for at få vist en overskuelig liste.
De fornemme funktioner i Gmail står i kø
I Gmail kan du i øvrigt bruge filtre til at sortere dine mails efter, om de fx har vedhæftede filer. Det kan du læse mere om i artiklen "Ryd ud i de store vedhæftede filer i Gmail".
I det hele taget er Gmail spækket med avancerede tricks, som gør dig mere effektiv. Vi har samlet nogle af de bedste i artiklen "10 tips som gør Gmail endnu bedre".




