Du bør klikke på tandhjulet i øverste højre hjørne, når du åbner Gmail i en browser, for her kan du snart skifte til den nyeste udgave af e-mailtjenesten, som Google netop har lanceret.
Og der er på papiret god grund til at skifte, for opdateringen byder på mere end bare designændringer.
En af de mest fremtrædende funktioner i den nye opdatering er værktøjet Confidential, hvor modtageren hverken kan videresende, kopiere, hente eller udskrive den e-mail, du sender.
Funktionen er tiltænkt situationer, hvor du skal sende personfølsomme oplysninger til eksempelvis din bankrådgiver.
Du får også hjælp til at neutralisere svindelforsøg og farlige vedhæftede filer, for Gmail advarer nemlig med en rød besked, hvis e-mailen vurderes som potentielt farlig.
Ny opdatering - nyt design
Opdateringen byder også på kosmetiske ændringer, men grundprincipperne er stadig de samme: Dine e-mails er samlet i samtaler, og e-mails bliver sorteret i indbakken, promoveringer og social.
Nu skal du dog blot føre musemarkøren over en e-mail for at arkivere den, slette den eller udskyde den, så du på et senere tidspunkts får en ny påmindelse om, at e-mailen er landet i din indbakke.
Opdateringen er netop lanceret og bliver rullet ud til de første brugere - fortrinsvis på engelsk. Det forventes dog, at opdateringen snarligt vil nå danske brugere.
> Læs også: Vælg den bedste gratis e-mail