Din pc med Windows 11 har netop modtaget opdateringen "Windows 11 KB5012592 cumulative update", og den er en særdeles god nyhed, hvis du gerne vil bruge en anden browser end den indbyggede Microsoft Edge.
Hvis du ikke finder opdateringen under installerede opdateringer i Opdateringsoversigten i Indstillinger, skal du blot søge efter og installere de seneste opdateringer via Indstillinger og Windows Update.
> Læs også: Så lang tid skal din pc være tændt, før du får vigtige opdateringer
Slut med at klikke 10 steder
Vi har tidligere skrevet om, hvor besværligt det er at skifte standardbrowser i Windows 11.
Det skyldes, at man hidtil har skullet vælge fx Google Chrome til for hver enkelt filtype, som browseren er i stand til at håndtere - fx .html, htm osv. Det betød adskillige klik, før browseren var endegyldigt valgt som standard.
Microsoft ønsker naturligvis, at så mange som muligt bruger deres browser i stedet for en af de konkurrerende programmer, og det er givetvis derfor vi har ventet så længe på en nemmere løsning.
Men nu er den her.
Klik blot på en enkelt knap
Når du har installeret den seneste opdatering til Windows 11, er det hele nemlig blevet meget nemmere.
Nu skal du blot ind i Windows' Indstillinger, vælge Standardapps og så klikke på den browser, du ønsker skal være standard i stedet for fx Edge.
I toppen af vinduet er der nu dukket en knap op med teksten "Indstil som standard". Klik én gang på denne magiske knap og din favoritbrowser er nu standard i Windows 11.
> Læs også: Windows 11 er kommet - hvad betyder det for dig?

Når du har hentet de seneste opdateringer til din pc med Windows 11, skal du åbne Standardapps i Indstillinger og vælge en af dine installerede browsere. Nu finder du knappen "Indstil som standard" i toppen, der gør den valgte browser til standardbrowser med et enkelt klik.
Tving Edge ud af startmenuen
Desværre løser opdateringen ikke alle problemer.
Microsoft insisterer nemlig på, at søgeresultater i fx startmenuen stadig åbner i Edge, selvom du har valgt en anden standard-browser.
Det problem kan du løse med værktøjet Edge Deflector, som du finder i Fordelszonen.
>Hent Edge Deflector i Fordelszonen her
Når du har brugt det geniale værktøj er din valgte yndlingsbrowser standard overalt i Windows.
> Læs også: Falsk Windows 11-opdatering i omløb