Malware og hackere får snart sværere ved at trænge gennem Edge-browserens panser.
Sikker Edge:

Malware og hackere får snart sværere ved at trænge gennem Edge-browserens panser.

Nu skruer Edge op for sikkerheden

Malware fra hjemmesider er en af de alvorligste trusler netop nu, og derfor er folkene bag Edge-browseren ved at lægge sidste hånd på en helt ny og ekstra sikkerhedsfunktion.

Nettets trusler bliver kun værre. I sidste uge kunne vi berette, hvordan hackere i 2021 alene har udviklet mere end 100 millioner typer malware, som er spredt til computere verden over.

Nu går Microsoft et skridt videre i kampen. De har nemlig tilføjet en ny sikkerhedsfunktion i Edge-browseren, som skal forsvare browseren mod de utallige malware- og hackerangreb fra alverdens hjemmesider.

Funktionen er sendt ud i den seneste stabile testudgave af Edge-browseren, og det betyder, at den snart er på vej til din pc med de automatiske opdateringer. 

> Læs også: Sådan bruger du incognito og privatbrowser

Lukker hackernes favorithul

Motoren i Edge- og Chrome-browseren hedder V8, og i den findes muligheden for at kompilere forskellige koder. Den oftest anvendte indgang for hackere og malware hedder Just-In-Time Compilation (JIT), og denne indgangsdør bliver nu effektivt lukket i den nye udgave af Edge.

Statistik indsamlet siden 2019 viser, at hele 45 procent af alle sårbarheder i Edge og andre browsere, der bruger V8-motoren, er foregået gennem JIT.

Det betyder med andre ord, at halvdelen af de sikkerhedshuller i V8, som anvendes af kriminelle, nu bliver effektivt lukket. 

> Læs også: Chrome er hackernes favoritbrowser

Sådan aktiverer du den nye sikkerhed

Når du har modtaget den nye version af Edge-browseren, kan du aktivere en udvidet sikkerhed inde i Edges indstillinger. Du skal vælge fanen Sikkerhed i venstre side.

Her kan du vælge mellem en balanceret udnyttelse af den bedre sikkerhed - eller den helt strenge. 

Vi anbefaler, at du bruger balanceret til daglig brug, og streng når du besøger hjemmesider, du ikke normalt besøger. 

Det skyldes, at nogle elementer på hjemmesider måske ikke vil fungere med den strengeste sikkerhedsindstilling.

> Læs også: Derfor skal du bruge Microsofts nye Edge-browser

Øget sikkerhed i Microsoft Edge-browseren
Øget sikkerhed:

Når du får den nye udgave af Edge med den forøgede sikkerhed, kan du vælge streng sikkerhed i indstillingerne. Den anbefaler Edge-folkene til hjemmesider du ikke normalt besøger. 

Endnu bedre sikkerhed på vej

Microsoft har i forbindelse med introduktionen af den nye sikkerhedsfunktion i Edge meddelt, at man planlægger at udvide den løbende, så der bliver lukket for endnu mere afvikling af skadelig kode. 

Senere vil Microsoft også opdatere Edge-browseren til Android-telefoner, så den rummer samme høje sikkerhedsniveau.

> Er din mobil sikret mod virus og malware? Ellers gør du det let med denne smarte app

Beskyt din pc med en sikkerhedspakke

Den bedste måde at sikre din pc mod malware, virus og andet snavs, er ved at installere nogle gode sikkerhedsprogrammer med det samme - og sørge for, at de altid er opdaterede.

Komputer for alle anbefaler vores egen Sikkerhedspakke, som består af seks programmer, der sikrer dig mod de værste farer på nettet.

Er du abonnent, kan du downloade programmer og vejledninger trygt og sikkert i Fordelszonen.

> Kig nærmere på Sikkerhedspakken her

Måske er du interesseret i ...