Omtrent hver tredje måned opdaterer Google Chrome-browseren med nye funktioner og muligheder.
Netop nu er browseren blevet opdateret til version 110.0.5481.78, som rummer flere spændende, nye muligheder.
En af de mere prominente nyheder, der nu er tilgængelig på dansk, er muligheden for søgning direkte i specifikke mapper i browseren - direkte fra adressefeltet.
Dette er i øvrigt også opdateringen, som resulterer i, at Chrome ikke længere fungerer på pc'er med Windows 7 og 8. Læs mere her.
> Læs også: Sådan bruger du udvidelser i Chrome
Søg i dine bogmærker
Med den nye funktion, som vi tidligere har skrevet om i den engelske udgave af Chrome, behøver du ikke længere åbne mappen med bogmærker for at finde en bestemt side, du har tilføjet til dine favoritter.
I stedet skal du blot skrive @bogmærker direkte i adressefeltet. Så skriver Chrome selv "Søg i bogmærker", og når du nu indtaster søgeord, dukker kun resultater op fra dine gemte favorit-hjemmesider.
Den nye funktion er en langt hurtigere metode til at finde frem til sider, du tidligere har valgt at gemme i browseren.
> Læs også: Sådan laver du bogmærker i Chrome
Søg også i faner og historik
Med den nye funktion kan du faktisk også søge i de faner, du har åbnet i Chrome lige nu, ligesom du nemt kan søge i din samlede historik over hjemmesidebesøg.
Det fungerer på samme måde:
Skriv @faner for at søge efter et nøgleord i en åben fane.
Skriv @historik for at søge efter et ord i hjemmesider, du tidligere har besøgt.
Med de tre søgemuligheder bliver det meget nemmere og hurtigere at finde frem til specifikke hjemmesider, som du allerede har besøgt før.
> Læs også: Sådan sletter du let din browserhistorik i Chrome
Også andre gode nyheder i Chrome
Den nye opdatering af Chrome rummer også flere andre, gode nyheder til dig, der bruger Googles browser.
Der er blandt andet nye funktioner i sidepanelet i Chrome, som du åbner ved at klikke på "Vis sidepanel"-knappen, der vises yderst til højre for adressefeltet.
I sidepanelet findes blandt andet en såkaldt læseliste, hvor du kan tilføje hjemmesider med informationer, som du ønsker at læse senere.
Hvis du vil tilføje faner til din læseliste, skal du blot højreklikke på en åben fane og vælge Tilføj den aktuelle fane.
Så kan du læse hjemmesiden senere i ro og mag.
Læs om alle de spændende nyheder
Du kan selv læse om disse og andre nyheder i Chrome ved at besøge nedenstående adresse i Chrome.
Fra denne indbyggede hjemmeside kan du også læse om de største nyheder i tidligere opdateringer af browseren. Måske har du overset noget nyt, der gør din hverdag lettere.
Indtast blot denne adresse direkte i adressefeltet og tast Enter.
chrome://whats-new/