Tilsluttet USB-nøgle forsvundet fra Stifinder
USB-nøgle:

Det kan være ganske frustrerende, hvis en tilsluttet USB-nøgle ikke kan findes på pc'en, men det er der en løsning på.

© Shutterstock

Windows kan ikke finde min USB-nøgle i Stifinder

Er en tilsluttet USB-nøgle forsvundet fra oversigten over drev i Stifinder? Så kan du nemt få den tilbage med et smart trick.

Når du slutter en USB-nøgle til computeren, vil du som regel se den tilsluttede enhed som en flytbar disk i Stifinder i Windows. Herfra kan du nemt arbejde med det tilsluttede drev og fx tilføje filer fra pc’en.

Af og til sker det dog, at USB-nøglen pludseligt ikke er til at finde i Windows’ Stifinder – også selv om enheden er forbundet med pc’en.

Det kan være frustrerende, da det i så fald ikke længere vil være muligt at overføre filer mellem drevet og pc’en, men løsningen er ikke længere væk end Windows’ indbyggede værktøj kaldet Diskhåndtering.

LÆS OGSÅ: Mand mister USB-nøgle med en halv million borgeres personlige oplysninger

Sådan får du USB-nøglen vist på pc’en igen

Hvis en tilsluttet USB-nøgle ikke længere kan ses i Stifinder, skal du en tur ind i Windows’ værktøj Diskhåndtering. Herfra skal du tildele den tilsluttede enhed et nyt drevbogstav, og så vil den dukke op i Stifinder igen.

Her er, hvad du skal gøre:

  1. Højreklik på startknappen i Windows.
  2. Klik på Diskhåndtering.
  3. Højreklik på det drev, der er forsvundet.
  4. Vælg Skift drevbogstav og sti.
  5. Klik på knappen Rediger.
  6. Klik på pilen ved drevets bogstav.
  7. Vælg et bogstav fra listen.
  8. Klik til sidst på OK.

Næste gang du åbner Stifinder, vil den tilsluttede USB-nøgle igen være synlig, og du kan bruge den som normalt.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på et USB-stik og en USB-nøgle?

Diskhåndteringen løser mange problemer

En forsvunden USB-nøgle er ikke det eneste problem du kan løse med Diskhåndtering i Windows. Du kan fx også forhindre harddiskens kapacitet i at blive spildt, eller du kan tilføje mere plads til C-drevet og meget mere.

I Komputer for alle blad 1/2023 viser vi, hvordan du bruger Windows-værktøjet Diskhåndtering til at få herredømmet over pc’ens drev og meget lettere holde styr på harddiskens lagerplads.

Du kan logge ind læse en PDF-version af artiklen i Fordelszonen her.

LÆS OGSÅ: Hvilken ekstern harddisk skal jeg vælge?

Måske er du interesseret i ...