I efteråret sidste år kunne vi her i bladet fortælle om et nyt lovforslag fra EU, som ville gøre det langt lettere at være forbruger i Europa.
Med den nye lov vil EU skåne miljøet for plastik og elektronikskrot ved at gøre USB-C til den fælles ladestandard, som skal bruges i alt elektronisk udstyr.
Dengang blev det anslået, at forbrugerne vil spare 250 mio. Euro om året ved at der ikke behøver være en ny oplader med, hver gang du køber ny telefon, pc eller tablet.
Nu er loven godkendt - USB-C vinder
I sidste uge stemte EU-parlamentet så for og godkendte lovforslaget, så det snart kan blive til virkelighed ude i butikkerne.
Helt konkret skal den nye lov træde i kraft i 2024, og det betyder at producenter af telefoner, tablets, pc'er, digitalkameraer, øretelefoner, transportable højtalere, spillekonsoller, computermus, tastaturer og meget, meget andet fremover skal lades op via et USB-C-stik.
Fra 2024 skal telefoner kunne lades med et USB-C-stik, mens det for nye pc'er først gælder fra foråret 2026. Der er dog allerede pc'er til salg med USB-C-opladning i dag.
> Læs også: Ny navngivning gør det lettere at forstå USB-standarder
Slut med forskellige ladere og producentspecifikke standarder
For dig som forbruger betyder det, at du ikke behøver have flere forskellige opladere liggende, fordi din telefon og din tablet ikke benytter samme stik.
Det kan også betyde, at producenterne fremover kan sælge fx en ny telefon uden medfølgende oplader, fordi de formoder at du allerede har en liggende fra din gamle telefon - og dermed kan der potentielt være penge at spare for det nye udstyr.
> Læs også: Derfor har du brug for en USB-Hub til din computer
Rammer Apple hårdest
Allerede i 2009 blev der fremsat det første forslag om en fælles ladestandard i EU - og debatten rasede igen i 2014. Ønsket om en fælles standard kom af, at EU-Kommissionen anslog, at der årligt kasseres 11.000 ton opladere i hele EU.
Men især producenten Apple modsatte sig planerne, fordi firmaet mente at deres eget Lightning-stik var bedre - og at det lidt større USB-C-stik ikke ville passe i de tynde iPhones.
Siden har Apple nærmet sig de kommende krav ved at bygge USB-C ind i firmaets iPad Air, iPad Mini og iPad Pro.
Ifølge Blombergs Apple-ekspert Mark Gurman er Apple allerede i fuld gang med at arbejde USB-C ind i kommende produkter, men han vurderer også, at de ikke skifter deres Lightning-stik ud før i sidste øjeblik.
Også fælles standard for hurtig ladning
Den nye lov betyder også, at det er slut med producentspecifikke standarder for hurtig opladning.
Som det er i dag kan en Samsung-hurtiglader fx ikke hurtig-oplade en telefon fra OnePlus, og derfor er man som forbruger låst til producenternes egne opladere, hvis man ønsker at oplade hurtigere end 1.000 mAh.
Når loven er trådt i kraft i 2024 kan du hurtig-oplade din telefon med en oplader fra en hvilken som helst producent.
> Læs også: Sådan fungerer trådløs opladning