Windows Update 22h2 til Windows 11

Opdateringen 22h2 til Windows 11 kan være en djævel i forklædning, hvis du er ivrig bruger af systemgendannelse.

© shutterstock_2231646391

Windows 11-opdatering fjerner apps fra pc'en

Den store halvårsopdatering 22h2 til Windows 11 kan fjerne apps, hvis du benytter dig af Systemgendannelse. Det beretter Microsoft, som arbejder på en løsning.

22h2 er navnet på den seneste store opdatering til Windows 11. Den har du sikkert allerede installeret på din computer, da den udkom i efteråret 2022.

Er det tilfældet, skal du være særlig opmærksom, hvis du bruger Windows Systemgendannelse.

Værktøjet Systemgendannelse er normalt særdeles effektivt til "at skrue tiden tilbage", hvis noget er gået galt i Windows.

> Vil du vide mere om Systemgendannelse og hvordan, det fungerer, har vi skrevet en artikel om det i bladet her

Ved hjælp af såkaldte gendannelsespunkter, kan man nemlig sætte sit Windows til en tidligere status. 

En pc med alskens dårligdomme kan således blive repareret igen, fordi de begivenheder, der var årsagen til elendighederne, annulleres ved en systemgendannelse.

Læs mere: Sådan opdaterer du dine drivere i Windows 11

Systemgendannelse sletter dine apps

Problemet er bare, at netop Systemgendannelse, som skal bidrage til at fikse din pc, nu tilsyneladende også kan være kilden til problemerne. 

Microsoft har således bekræftet, at brug af Systemgendannelse i den opdaterede udgave af Windows 11 kan resultere i, at nogle programmer simpelthen ophører med at fungere.

Her er Microsofts liste over apps, der i hvert fald er ramt:

  • Notepad
  • Paint
  • Office
  • Cortana
  • Terminal

Der kan dog være andre end de nævnte, lyder det fra Microsoft. Alle apps, der benytter det såkaldte MSIX-pakkeformat, er ramt.

Sådan oplever du problemet

Hvis du har opdateret Windows 11 til version 22h2 og har benyttet Systemgendannelse, er du måske allerede løbet ind i problemet. 

Når du forsøger at åbne et af de nævnte programmer, vil du blive mødt af en fejlmeddelelse om,  at programmet ikke kan åbnes. I andre tilfælde vil der blot ske ingenting, når du klikker på programgenvejen. 

Du kan også opleve, at programmet vises flere gange i startmenuen.

Læs mere: Lettere skærmoptagelser i Klipppeværktøj i Windows 11

Her er Microsofts løsning

Hvis du oplever problemet, kan du forsøge at geninstallere app'en fra Microsoft Store eller det sted, du oprindeligt hentede den.

Hvis det ikke hjælper, må du tålmodigt vente på, at Microsoft løser det i en nyere opdatering. 

Vi anbefaler ikke, at du forsøger at rulle opdateringen 22h2 tilbage, da den indeholder en stribe andre forbedringer af systemet.

Du kan læse mere om 22h2-opdateringen i denne artikel.

Måske er du interesseret i ...