En ny opdatering til Windows 11 har fået Windows-brugere til tasterne, fordi opdateringer volder problemer for Windows Stifinder samt webkameraer.
Blandt andet rapporterer mediet Windows Latest om flere problemer med opdateringen, som udkom til de første Windows 11-computere den 11. februar.
Det er blot en uges tid siden, vi sidst kunne fortælle om uhensigtmæssige bivirkninger ved en mindre opdatering af Windows 11.
Hvad er KB5051987?
KB5051987 er en større opdatering, som følger i kølvandet på den seneste store Windows 11-opdatering 24h2 fra oktober 2024.
Den nye KB5051987 indeholder større sikkerhedsopdateringer til Windows-systemet. I modsætning til mange lignende opdateringer byder KB5051987 ikke på nogle egentlige nye funktioner til Windows.
Hvad er problemerne med KB5051987?
Alligevel har KB5051987 medført en del problemer for pc-brugere, som har installeret opdateringen via Windows-værktøjet Windows Update.
Det største problem har at gøre med Windows Stifinder. Værktøjet til styring af filer på pc'en har således alvorlige problemer på visse computere.
Helt konkret ophører panelet til venstre i Stifinder-vinduet med at fungere, så du fx ikke kan åbne mapper ved hjælp af genvejene i Hurtig adgang. Samtidig har det for visse brugere vist sig umuligt at åbne Stifinder fra startmenuen eller proceslinjen.
Der er også flere tilfælde, hvor opdateringen overhovedet ikke kan installeres på pc'en. I disse tilfælde stopper opdateringen ved 96 procent, og du kommer ikke videre.
Endelig beretter flere brugere om problemer med webkameraer, som ikke registreres af systemet, så det er umuligt at bruge fx Skype og Zoom til videoopkald.
Sådan ser du, om du har fået KB5051987
Du kan overveje at sige nej til opdateringen KB5051987, hvis du skræmmes af meldingerne. I første omgang skal du finde ud af, om den allerede er installeret hos dig.
Du kan hurtigt finde ud af, om du har fået den problematiske opdatering. Tjek det således.
- Skriv Opdatering i Windows 11's søgefelt. Klik på resultatet Søg efter opdateringer.
- Klik på Vis valgfrie opdateringer
- Hvis opdateringen KB5051987 vises i listen, kan du overveje at fjerne opdateringen. Spring i så fald ned i artiklen til afsnittet "Sådan ruller du en opdateringen tilbage".
Sådan sætter du opdateringen på pause
Hvis du endnu ikke har fået opdateringen til Windows 11, skal du gøre følgende for at sætte opdateringer på pause.
- Højreklik på startknappen , og vælg Indstillinger.
- I indstillingsvinduet vælger du Windows Update.
- Ud for Afbryd opdateringer midlertidigt vælger du, hvor mange uger der skal holdes pause fra opdateringer.
Sådan ruller du opdateringen tilbage
Hvis din pc allerede har fået KB5050009-opdateringen installeret, og du oplever problemer som beskrevet herover, kan du overveje at fjerne opdateringen igen.
Det gør du som følger:
- Skriv Opdatering i Windows' søgefelt, og klik på linket Søg efter opdateringer.
- Klik nu på Vis opdateringsoversigt.
- Klik på Fjern opdateringer øverst i vinduet.
- Et nyt vindue med en liste vises. Højreklik nu på den uønskede opdatering KB5051987 (du finder den typisk lettest ved at lede efter KB-nummeret), og vælg Fjern.
- Bekræft med Ja i det næste vindue. Windows ruller nu opdateringen tilbage. Det kan blive nødvendigt at genstarte pc'en, og det vil du i givet fald få besked om.
Hold øje med Microsoft-udmeldinger om opdateringen
Microsofts hjemmeside har en underside om netop opdateringen KB5051987 .
På den side kan du læse om nyhederne i opdateringen, og der findes også en opdateret oversigt over de udfordringer, som Microsoft oplever med opdateringen – blandt andet dem, vi har beskrevet i denne artikel.
Du kan besøge Microsofts side om opdateringen og løbende holde øje med, om der tilbydes udbedringer af fejlene.
Når fejlene meldes løst, kan du roligt installere KB5051987 på din pc.