OPDATERET 9. Oktober 2024: Microsoft har udarbejdet en rettelse af de nævnte fejl i denne artikel. Det vil sige, at du nu trygt kan installere KB 5043145 på din Windows 11-pc.
Hold din computer opdateret. Sådan lyder alt et gyldent råd, som hjælper til at beskytte din pc.
Men der er faktisk tilfælde, hvor det giver bedre mening at holde igen med software-opdateringerne.
KB5043145 til Windows 11 er et godt eksempel. En opdatering med det navn rulles lige nu ud til millioner af pc-brugere, og det er overhovedet ikke godt nyt.
Valgfri opdatering til Windows 11
I en artikel fra Windows Latest kan du læse om mange store problemer med KB 5043145. For det første har mange oplevet den legendariske blå dødsskærm, som ofte kaldes BSOD (Blue screen of Death) på engelsk.
Enkelte rapporterer dog også om en grøn skærm (GSOD) med samme kedelige effekt. Pc'en lukker pludselig ned og du mødes af blå eller grøn skærm med en fejlkode. Læs om nogle af de hyppigste forekommende fejlkoder i vores artikel her.
KB5043145 en såkaldt valgfri opdatering. Det vil sige, at Windows som udgangspunkt ikke automatisk går i gang med at hente den – du skal selv give lov. I hvert fald i teorien.
Ifølge mediet Windows Latest, som rapporterer om problemerne, er der nemlig flere rapporter om, at opdateringerne alligevel er installeret automatisk på flere pc'er. Nedenfor viser vi, hvordan du tjekker, om det er sket hos dig.
KB5043145 giver store problemer for mange
I følge Windows Latest' rapporter fra brugere, har disse oplevet, at det ikke har været muligt at returnere til et velfungerende Windows efter at dødsskærmen først har ramt pc'en. I hvert fald ikke inden længere kamp, hvor man blandt andet skal indtaste en Bitlocker-kode og gennem en reparationsproces.
Ud over de store problemer med sammenbrud og blå skærm, er der rapporter om problemer med brug af mus og tastaturer ligesom udfordringer med Wi-Fi-forbindelsen tilsyneladende er en del af bivirkningerne efter installationen af KB5043145.
Der er andre spøjse uheld i kølvandet på opdateringen. For eksempel fortæller flere brugere, at højreklikmenuen nu ligner den gamle menu fra Windows 10.
Vent med at installere KB5043145
Komputer for alle anbefaler, at du holder igen med at installere KB5043145 på din pc, til Microsoft har fået overblik over situationen.
På Microsofts egen side for opdateringen kan man læse, at firmaet bekræfter rapporterne fra Windows Latest.
Hvis ikke opdateringen er landet på din pc endnu, kan du tjekke efter den under kommende opdateringer.
- Skriv Opdatering i Windows' søgefelt og klik på resultatet Søg efter opdateringer.
- Klik på Vis valgfrie opdateringer
- Hvis opdateringer findes i listen her er det vigtigt, at du ikke installerer den, men venter til Microsoft har løst problemerne
Tjek om du har KB5043145 – og fjern den
Du kan hurtigt tjekke, hvorledes status er hos dig med hensyn til KB5043145 til Windows 11.
Du gør således:
- Skriv Opdatering i Windows' søgefelt og klik på resultatet Søg efter opdateringer.
- Klik på Vis opdateringsoversigt
- Vælg Fjern opdateringer
- Tjek om KB5043145 vise i listen. Hvis det er tilfældet, markerer du den og vælger Fjern. Den farlige opdatering fjernes.
Du kan løbende følge opdateringens status på Microsofts hjemmeside.