Hvad er en Microsoft-konto?

Du har formentlig hørt om den eller er blevet bedt om at forholde dig til den, når du har brugt din pc. Men hvad er en Microsoft-konto egentlig?

Microsoft-konto

Du skal bruge en Microsoft-konto til at få adgang til en række af Microsofts programmer og tjenester.

© PixieMe / Shutterstock

Hvis du sidder ved en Windows-computer, er du helt sikkert stødt på begrebet “Microsoft-konto” på et tidspunkt.

Typisk bliver du bedt om at logge ind med en Microsoft-konto, når du skal bruge specifikke tjenester eller værktøjer som Outlook, OneDrive eller Microsoft Store.

Men hvad er en Microsoft-konto egentlig, hvad kan du med den, og hvordan bruger du den? Det får du svar på her.

Hvad kan du med en Microsoft-konto?

I bund og grund fungerer en Microsoft-konto som en adgangsbillet til en række af Microsofts programmer og værktøjer. Det er din personlige konto, og du behøver kun én.

Det er fx en Microsoft-konto, du bruger til at logge ind på tjenester som e-mailklienten Outlook eller Microsofts kontorpakke med Word, Excel og PowerPoint. Med en Microsoft-konto kan du også gemme filer på lagertjenesten OneDrive.

Din Microsoft-konto kan også bruges til at logge ind eller oprette dig som bruger på visse eksterne programmer og tjenester

En Microsoft-konto kan desuden bruges til at logge ind i selve Windows. Det er ikke et krav, og du kan også bruge en såkaldt lokal konto. Men med en Microsoft-konto er det muligt at synkronisere dine indstillinger mellem forskellige computere.

En Microsoft-konto er gratis

Hvis du ikke har en Microsoft-konto, kan du nemt oprette en.

En Microsoft-konto er gratis at oprette, men det kræver en e-mailadresse.

Du kan enten bruge en e-mailadresse, du allerede har, eller oprette en ny, typisk en Outlook-adresse, når du opretter din Microsoft-konto.

Besøg Microsofts hjemmeside, og klik på knappen “Opret en gratis konto”. Følg vejledningen, og du har oprettet din Microsoft-konto.