Sådan undgår du, at Microsoft snager i dit privatliv

Microsoft følger unødvendigt meget med i, hvad du foretager dig, når du bruger pc’en, men det kan du forhindre i Windows’ indstillinger.

Sådan undgår du, at Microsoft snager i dit privatliv

Du deler ganske mange oplysninger om dig selv og dine aktiviteter på pc'en med Microsoft.

© Shutterstock

Microsoft har længe suget data fra os, når vi bruger Windows. Det sker fx ved at overvåge vores aktiviteter på pc’en.

Alle mulige informationer om de programmer og tjenester, du bruger, hvilke filer du åbner, og hvilke hjemmesider, du klikker dig ind på, bliver nemlig gemt lokalt på pc’en i en såkaldt aktivitetsoversigt.

Disse oplysninger bliver dog også sendt til Microsoft, som bruger dem til at tilpasse indhold og forbedre Microsofts egne produkter og tjenester som fx Edge og Bing.

Men det er bestemt ikke alle, der har lyst til at dele alle deres pc-aktiviteter med andre.

Microsoft har også fået kritik for at høste lige lovligt meget data om os, og derfor er det nu muligt at begrænse, hvad du deler.

LÆS OGSÅ: 3 tips til at finde dig selv på Google

Lav om i indstillingerne

Du kan nemt lukke ned for registreringen af det, du bruger pc’en til. Det eneste, du skal gøre, er at lave et par indstillinger om i Windows, og så undgår du, at Microsoft følger med i alt, hvad du bruger computeren til.

I Windows 10 gør du således:

  1. Åbn indstillingerne.
  2. Vælg Beskyttelse af personlige oplysninger.
  3. Klik på punktet Aktivitetsoversigt.
  4. Fjern fluebenet ved Gem min aktivitetsoversigt på denne enhed.
  5. Klik på skyderen under Vis aktiviteter fra diverse konti, så der står Slået fra.

Sådan gør du i Windows 11:

  1. Åbn indstillingerne.
  2. Klik på Sikkerhed og anonymitet.
  3. Vælg Aktivitetsoversigt.
  4. Klik til sidst på skyderen ud for Gem min aktivitetsoversigt på denne enhed, så der står Slået fra.

LÆS OGSÅ: Sådan rydder du browserhistorikken i Chrome og Edge

Beskyt dit privatliv fuldstændigt i Windows

Du deler massevis af informationer om dine aktiviteter og dig selv, når du bruger computeren. Heldigvis kan du lukke ned for det meste af delingen i Windows’ indstillinger.

I Komputer for alle nummer 16/2023 viser vi, hvordan du beskytter dit privatliv i Windows ved at lave om i fem vigtige indstillinger.

Har du abonnement på Komputer for alle, kan du også læse en PDF-version af artiklen her.

Hvis du ikke har abonnement, kan du få et ved at følge dette link.

LÆS OGSÅ: Sådan styrer du apptilladelser i Windows