Kvinde med computermus
Computermus:

Det er ikke nemt at finde den helt perfekte mus til din computer, men det sjældent den, der følger med pc'en, når du køber den.

© Shutterstock

Sådan finder du den perfekte computermus

Hvordan finder man den helt rigtige mus til arbejde ved pc'en? Vi hjælper dig på vej.

6. januar 2022 af Morten Skeldal Østergaard Testredaktør

Det er ikke nogen nem sag at finde en god computermus.

Udvalget er større end nogensinde før, og vi har alle sammen forskellige præferencer – og ikke mindst hænder.

Og hvad skal du egentlig kigge efter, når du skal købe en ny mus til din computer? Det giver testredaktøren et bud på her.

> Læs også: Sådan indretter du dit hjemmekontor

Musen er en forlængelse af din hånd

En god computermus virker nærmest som en forlængelse af din hånd. Når du helt glemmer, at du sidder med hånden på musen for at styre markøren rundt på skærmen i Windows, har du fundet den helt rigtige mus for dig.

Sandsynligheden for, at du modtager en mus i dén kaliber i kassen sammen med din nye pc er dog  meget lille. 

Enten er der slet ingen mus, og du er nødt til at bruge en mere eller mindre anvendelig museplade på den bærbare, eller også følger der bare en skrabet discountmodel med, som giver dig smerter i håndleddet, hvis du arbejder med den i mere end et par timer ad gangen.

> Læs også: 7 tips til at blive mere effektiv med computermusen

God ergonomi i mus til computerspil

Der findes computermus, som er beregnet specielt til at undgå slidskader i hånd og håndled, men hvis du har den slags problemer kan det faktisk også være en god idé at holde øje med mus, der er skabt til computerspillere.

Ofte har disse mus mange muligheder for tilpasning. Nogle modeller har små lodder, så du selv kan ændre vægten. Andre computermus kan helt ændre form, så de passer bedre i din hånd.

Det kan hjælpe, hvis du døjer med gigt, musearm eller andre lidelser i hænder og håndled.

Mus til computerspil har ofte også en lille knap, hvor du hurtigt kan ændre præcision, hvis du har brug for at arbejde med små detaljer, eller hvis du ikke er så sikker på hænderne.

> Læs også: 5 tips til at undgå musearm

Computermusen Mad Catz R.A.T. 8+ ADV
Computermus:

Den avancerede computermus Mad Catz R.A.T. 8+ ADV er rettet mod computerspillerne, men den kan også være en fordel, hvis du får ondt i fingrene, når du arbejder med din mus, for den kan ændre form, så den passer perfekt i din hånd.

© Mad Catz

Stor teknologisk udvikling indenfor mus

Det kan måske være svært at se, at der er sket den store udvikling indenfor computermus, men meget af det er foregået under overfladen.

I løbet af de cirka 25 år Komputer for alle har testet computermus, er den støvsamlende, rullende kugle under musen fx blevet skiftet ud med avancerede sensorer, der aflæser underlaget under musen.

Antallet af knapper på musen er desuden røget kraftigt i vejret, og der er kommet lys i mange mus. 

Knappernes funktioner og lysets mønstre kan ofte styres af musens eget indstillingsprogram, så du kan gøre din mus helt personlig.

> Du kan læse test og anmeldelser af computermus i Testzonen her

Musen bruger lys i knapperne

Den seneste udvikling er optiske kontakter inde i musen, som bruger lys til at registrere et museklik. 

Det gør det muligt at klikke op til tre gange så hurtigt, når du klikker flere gange i træk. Samtidig giver det også musen en længere levetid, fordi den optiske kontakt holder op til 50 procent længere.

De optiske kontakter er en forholdsvis ny teknologi, og indtil videre findes den kun i de dyreste mus, som ofte også er dem, der er beregnet til computerspil.

Læs vores stortest af mus

I Komputer for alle nummer 2/2022 tester vi seks computermus op mod hinanden. 

De har alle forskellige kvaliteter, selv om de er ret forskellige. Der er fx et par superlette eksemplarer, en avanceret spillemus og en god og billig trådløs mus.

> Du kan læse hele stortesten i Fordelszonen her

Måske er du interesseret i ...