De mekaniske harddiske bygger på velfunderet teknologi, hvor magnetiske plader roterer ved 5.400-7.200 omdrejninger i minuttet, mens en læsearm skriver og læser data.
Harddisk:

De mekaniske harddiske bygger på velfunderet teknologi, hvor magnetiske plader roterer ved 5.400-7.200 omdrejninger i minuttet, mens en læsearm skriver og læser data.

Nu kommer de lynhurtige mekaniske harddiske

I de seneste mange år har de moderne SSD-drev, hvor data gemmes på flashhukommelse som på en USB-nøgle, fået det meste opmærksomhed, fordi drevene er mange gange hurtigere end en harddisk. Nu svarer de mekaniske harddiske dog tilbage.

For en årrække siden indtog de små SSD'er pladsen som den foretrukne lagerplads på især bærbare computere, og også her på Komputer for alle har vi haft lutter lovord for den fantastiske teknologi.

SSD-drev er meget hurtigere end den gammeldags, mekaniske harddisk, og det kan virkelig sætte skub i opstarten af Windows, hvis du opgraderer selv en ældre computer.

Til gengæld har SSD-drev stadig svært ved at hamle op med de almindelige harddiske, når det handler om kapacitet.

Som oftest sidder der i en ny pc en SSD på 256 eller 512 GB, og det er langt fra de adskillige terabytes, som ofte findes i selv billige mekaniske harddiske.

Læs også: 4 gode grunde til at opgradere til SSD

Den "gamle" harddisk tager til genmæle

Efterhånden som SSD'er er faldet i pris og er blevet standardvalget i nye pc'er, indså vi også her på bladet, at de mekaniske harddiske var på vej mod elektronikmuseerne.

Men der sker dog stadig udvikling af harddisken, og den klassiske lagerløsning er stadig det foretrukne valg, når der skal gemmes store mængder data.

OG nu har hastigheden så også fået et nøk opad. 

Seagate, der er en af verdens største producenter af mekaniske harddiske, har netop lanceret deres nye Exos 2X18 harddisk, som byder på hidtil uset hastighed og en glimrende kapacitet.

Exos 2X18 kan overføre data med 545 megabytes i sekundet, og det er helt på niveau med SSD'er, der tilsluttes via SATA-porten - og er tilstrækkeligt til at starte og køre Windows tilfredsstillende. 

> Læs også: Sådan skifter du harddisk på din pc

De lynhurtige harddiske fra Seagate kan overføre data med op til 545 MB/s.
Seagate Exos 2X18:

De lynhurtige harddiske fra Seagate roterer ved 7.200 omdrejninger i minuttet og kan overføre data med op til 545 MB/s.

18 TB kapacitet og høj hastighed

Seagate Exos 2X18 afløser modellen Exos X18, der kom på markedet for nogle år siden. Forgængeren kan stadig købes til cirka 2.600 kroner for modellen med 18 TB.

Den nye Exos 2X18 forventer vi kommer til salg til nogenlunde samme pris, og kapaciteten er også den samme som den tidligere model - altså imponerende 18 TB eller 18.000 gigabytes.

Harddisken fylder 3,5 tommer og tilsluttes din pc til en ledig SATA-port. 

Inde i kassen sidder to identiske harddiske, der kan arbejde parallelt, takket være en såkaldt "Multi-Actuator", hvilket betyder at alle filer i praksis kan overføres med dobbelt hastighed

NVMe-SSD'er er stadig markant hurtigere

De nye mekaniske harddiske er dog på ingen måde så hurtige som de mindre og nyere SSD'er, der i stedet for SATA tilsluttes pc'en via PCI Express-porten på en M.2-sokkel ved hjælp af standarden NVMe. 

> Læs også: Hvad er en NVMe-disk?

Her er hastigheden i mange tilfælde helt oppe på 3-4.000 megabytes i sekundet. Altså næsten 10 gange hurtigere end både SATA-SSD'er og Seagates nye harddisk.

Til gengæld er kapaciteten som regel meget langt fra Exos 2X18's 18 TB - typisk omkring 512 GB - 2 TB.

Lynhurtig søgning med SSD 

På et andet punkt er SSD'erne også stadig overlegne: Nemlig søgetiden. 

Det tager ganske enkelt længere tid at bevæge en mekanisk arm hen over de magnetiske plader for at finde alle dele af en fil end at sende nogle elektroner gennem en hukommelseschip.

Selvom Exos 2X18 har en glimrende søgetid på 4,16 millisekunder, er det stadig en evighed sammenlignet med en SSD's næsten øjeblikkelige søgning efter filer og fildele.

> Er du i tvivl om, hvorvidt din pc har en almindelig harddisk eller en moderne SSD? Tjek det selv

Måske er du interesseret i ...