Her på bladet har vi helt siden lanceringen af Windows 11 været kritiske overfor det faktum, at de meget strengere krav til computerens indbyggede komponenter vil gøre mange ellers velfungerende Windows 10-maskiner til skrot i de kommende år.
Nu sætter en ny rapport tal på fænomenet og viser hvor skræmmende mange gode pc'er, der snart må lade livet på grund af arbitrære krav til blandt andet pc'ens processor.
Ifølge analyseinstituttet Canalys drejer det sig om ufattelige 240 millioner computere på verdensplan, som i de kommende to år, indtil pensioneringen af Windows 10 i 2025, ender som elektronikskrot på den lokale genbrugsplads eller på lossepladsen i tredjelande.
> Læs også: Så længe kan du bruge Windows 10
Kan ikke installere Windows 11
Den 14. oktober 2025 lukker og slukker Microsoft for Windows 10, og herefter er det slut med sikkerhedsopdateringer til styresystemet, der blev lanceret i 2015.
Allerede i maj sidste år kunne vi berette, at der ikke ville komme nye, store funktionsopdateringer til Windows 10.
For nylig har Microsoft dog åbnet døren for, at man kantilkøbe yderligere tre års sikkerhedsopdateringer til Windows 10, men muligheden giver ikke ny funktionalitet til styresystemet, og firmaet har endnu ikke meldt noget ud om prisen for dette tilbud.
> Læs også: Nu kan du bruge Windows 10 frem til 2028
Kan ikke betale sig at holde liv i gamle pc'er
I tilfældet med forgængeren Windows 7 kostede tilbuddet om sikkerhedsopdateringer dog 100 dollars årligt i de sidste to år af tilbuddet - altså knap 700 danske kroner om året.
Dermed bliver det formentligt mere rentabelt for virksomhederne at udskifte computerne til nye modeller med Windows 11 med det samme end at kaste penge efter opdateringer til de aldrende pc'er, der alligevel skal erstattes om få år.
Når Windows 10 ikke længere modtager rettelser af fatale sikkerhedshuller, bliver det for farligt at fortsætte med at anvende systemet, og hvis pc'en ikke lever op til Windows 11's krav, er det samtidig umuligt at opdatere pc'en og dermed gøre den sikker.
Rammer hele genbrugssystemet
Der er et voksende marked for genbrug af elektronik på verdensplan, hvor dygtige iværksættere og ildsjæle gør en stor indsats for at give elektronik som computere, tablets og telefoner et nyt og andet liv i stedet for at ende som skrot.
Virksomheder som refurbee.dk, refurbed.dk og refurb.eu køber blandt andet computere fra virksomheder, der skal opgradere, sætter udstyret i stand og sælger det videre til private.
Her kan man ofte gøre en god handel på brugt udstyr, der stadig virker upåklageligt, og samtidig gøre sit for at skåne miljøet. Det er en branche i stor vækst.
Med de mange millioner Windows 10-computere, der står til udskiftning i de kommende år i både erhvervslivet og hos private, er det dog ikke muligt at give et nyt liv.
Færre brugte pc'er til salg
Fordi maskinerne hverken kan modtage sikkerhedsopdateringer til Windows 10 eller få Windows 11 installeret, er de i praksis usælgelige.
Dermed får genbrugsbranchen et fald i antallet af computere til videresalg og genbrugspladserne kommer til at bugne af velfungerende computere, der er kasseret.
Det er både skidt for miljøet, for os forbrugere og for hele genbrugstanken, hvor vi nedsætter vores overforbrug af Jordens ressourcer af hensyn til klodens tilstand.
> Læs også: 5 ting, du skal gøre, før du giver din brugte computer videre