Kontodeling i Netflix
Slut med at dele:

Snart skal du betale ekstra, hvis du vil dele din Netflix-konto med andre end dem, der bor i din husstand.

© Shutterstock

Netflix: Slut med at dele konto med andre

Din Netflix-konto er kun for dig og dem, du bor sammen med. Netflix sender nu mails ud til alle, som deler deres konto med andre. Fremover koster det ekstra, hvis du vil dele din konto med venner og familie udenfor din husstand.

Der kan være mange penge at spare ved at dele login til streamingtjenester med venner og familie, men det falder - knapt så overraskende - ikke i god jord hos streamingtjenesten Netflix.

Det koster nemlig på virksomhedens indtjening, at vi deler konti i det omfang, vi gør, og nu har Netflix tilsyneladende fået nok.

I en pressemeddelelse oplyser det amerikanske selskab nemlig, at brugere, der bryder selskabets regler og deler abonnementer med andre husstande, kan forvente at modtage en advarsel over mail.

Netflix anslår, at hele 100 millioner husstande på verdensplan deler konto med familie og venner, som de ikke bor sammen med. Og det koster virksomheden milliarder af kroner.

Derfor går de nu for alvor efter gratisterne og indskærper, at en Netflix-konto kun må deles inden for samme husstand.

LÆS OGSÅ: Sådan gør du underteksterne bedre i Netflix

Netflix advarer i indbakken

Hvis du deler din Netflix-konto med andre husstande, kan du se frem til at få en mail fra Netflix i din indbakke. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Netflix, hvor selskabet uddyber:

“En Netflix-konto er beregnet til en enkelt husstand. Alle, der bor i den husstand, kan bruge Netflix, uanset hvor de er - hjemme, på farten, på ferie - og udnytte de nye funktioner til profiloverførsel og administration af adgang og enheder.”

I mailen bliver du gjort opmærksom på, at din konto er beregnet til én husstand. Du bliver også oplyst, hvordan du tjekker, hvem der har adgang til din konto, og hvad du skal gøre, hvis du vil dele Netflix-konto med andre husstande.

LÆS OGSÅ: 3 hemmelige tricks til Netflix

Advarsel fra Netflix mod at dele Netflix-konto
Advarsel fra Netflix

I øjeblikket sender Netflix denne mail ud til nordiske brugere i danske, norske og svenske versioner. Vi ved endnu ikke, hvornår brugere i Finland kan forvente at modtage mailen fra Netflix.

© Komputer for alle

Sådan deler du en Netflix-konto med andre

For et ekstra månedligt beløb kan du alligevel dele din Netflix-konto med andre husstande. I Danmark koster det 39 kroner pr. person, og pengene bliver trukket fra det kort, der hører til den oprindelige Netflix-konto.

Personerne, du skal dele konto med, skal inviteres til din konto, og personerne skal aktiveres i samme land, som kontoejeren oprettede sin konto i. I får ét fælles kodeord til Netflix, og alt vil efterfølgende fungere, som det plejede.

Hvis du får Netflix betalt gennem en tredjepart, fx dit teleselskab, vil det ikke være muligt at bruge delefunktionen.

LÆS OGSÅ: Så meget data sluger din streaming

Hvad koster Netflix i 2023?

Du kan vælge mellem flere forskellige Netflix-abonnementer. 

  • Basic koster 79 kr/mrd
    Kan ses på én enhed af gangen i HD-kvalitet

  • Standard koster 114 kr/mrd
    Kan ses på to enheder af gangen i Full HD-kvalitet
    Mulighed for at tilføjet én person, som ikke bor i din husstand for 39 kr/mrd

  • Premium koster 149 kr/mrd
    Kan ses på fire enheder af gangen i Ultra-HD
    Mulighed for at tilføjet to personer, som ikke bor i din husstand for 39 kr/mrd pr. person.

Har du dit Netflix-abonnement gennem en tredjepart fx dit telefonselskab, kan du ikke tilføje personer udenfor din husstand.

Er det ulovligt at dele sin Netflix-konto?

I første kvartal af 2023 blev den nye model testet i Canada, New Zealand, Portugal og Spanien, og man må gå ud fra, at det har været en succes, siden den nu bliver rullet ud i 108 lande.

Det er i strid med Netflix' retningslinjer at dele din Netflix-konto med andre, men det vides endnu ikke med sikkerhed, hvad der sker med din Netflix-konto, hvis du ikke betaler det ekstra beløb og alligevel deler din Netflix-konto uden for din husstand.

På et tidspunkt stod der på Netflixs hjemmeside, at du ville blive nægtet adgang til din Netflix-konto, og dit tv ville blive blokeret, hvis du delte Netflix-kontoen med andre. Sætningen blev dog senere hen fjernet.

Måske er du interesseret i ...