Ny sikkerhedsfunktion genstarter din telefon hver tredje dag

Med en ny sikkerhedsopdatering til Android-telefoner får enhederne samme sikkerhed, som allerede findes på iPhones: Nemlig at mobilen automatisk genstartes hver tredje dag, hvis den ikke er i brug.

Hvis du ikke bruger din Android-telefon i 72 timer vil en ny sikkerhedsfunktion sørge for at den automatisk genstartes, så indholdet krypteres. Samme funktion blev lanceret i iPhones i slutningen af sidste år.

Hvis du ikke bruger din Android-telefon i 72 timer vil en ny sikkerhedsfunktion sørge for at den automatisk genstartes, så indholdet krypteres. Samme funktion blev lanceret i iPhones i slutningen af sidste år.

© Shutterstock / Bk87

Hvis du mister din telefon, behøver du snart ikke bekymre dig om, hvorvidt andre kan få adgang til dine personlige data på den.

Google er nemlig i gang med at opdatere alle Android-telefoner, så de får tilført en ny sikkerhedsfunktion, som netop har til formål at undgå uautoriseret adgang til telefonens indhold.

Den nye funktion sørger for, at telefonen genstartes automatisk efter 72 timer, hvis du ikke i den periode har låst den op og brugt mobilen.

Hvad hjælper en automatisk genstart?

Du tænker måske, at en genstart af telefonen er en ringe trøst, hvis du har har været uheldig og har tabt eller fået stjålet din telefon.

Men faktisk sørger den nye funktion for, at det mest værdifulde ved telefonen - dine data - sikres mod adgang for uvedkommende.

Det skyldes, at en Android-telefon altid startes i en såkaldt BFU-tilstand (Before First Use), hvor dine personlige data er krypterede og utilgængelige, indtil enheden låses op for første gang.

Når du låser telefonen op med din pinkode eller biometri som fx ansigtsgenkendelse, går enheden ind i tilstanden AFU (After First Use), som dekrypterer dine data og gør dem tilgængelige for dataudtrækning eller overvågning.

Ved at sørge for at telefonen automatisk genstartes ved inaktivitet, sikrer Google, at alle data på telefonen krypteres, så de er meget sværere at få fingrene i.

Din iPhone genstarter også automatisk

Den nye sikkerhedsfunktion er dog ikke eksklusiv for telefoner med Android.

Allerede i oktober 2024 indførte Apple samme sikkerhed på iPhones med opdateringen iOS 18.1.

Så hvis du ejer en iPhone, vil den også automatisk genstarte efter 72 timer, hvis du ikke bruger telefonen.

> Læs også: 3 grunde til ikke at købe iPhone 16e

Sådan får du den nye sikkerhedsfunktion

Din telefon med Android vil automatisk blive opdateret, så den får den nye funktion, som sørger for at genstarte mobilen automatisk.

Opdateringen sker via Google Play og hedder Google Play services update (v25.14).

De mange millioner af Android-telefoner bliver løbende opdateret med den nye funktion, så det er ikke sikkert, at du selv har fået den endnu.

Du kan også tjekke, om opdateringen er klar på din telefon sådan her:

  1. Gå ind i Indstillinger på telefonen.
  2. Vælg Sikkerhed og fortrolighed.
  3. Tryk på Opdateringer.
  4. Tryk på Google Play-systemopdatering.
  5. Du får muligvis at vide, at telefonen skal genstarte for at installere nye opdateringer til Google Play.