iPhone 16e: Her er 3 grunde til ikke at købe den nye, billige telefon

En iPhone behøver ikke længere koste det hvide ud af øjenene. Men har den nye iPhone 16e det, der skal til, for at konkurrere med de andre billige mobiler på markedet?

Apples nye iPhone 16e har en pris på 5.499 kroner og skal konkurrere med Samsung, OnePlus, Motorola og Google.

Apples nye iPhone 16e har en pris på 5.499 kroner og skal konkurrere med Samsung, OnePlus, Motorola og Google.

© Apple

Forestil dig, at du holder en iPhone i den ene hånd, og en iPhone i den anden hånd. De ligner umiddelbart hinanden. Og alligevel er de ganske forskellige.

Den ene koster 5.499 kroner, mens den anden koster 11.499 kroner.

En forskel, der er til at forstå.

Apple har netop lanceret iPhone 16E, som er en mere budgetvenlig tilføjelse til deres iPhone 16-serie. En model til dem, der gerne vil have en iPhone, men som ikke nødvendigvis behøver have alle de nyeste funktioner fra de dyre modeller som iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max.

Man kan dog som bekendt ikke både blæse og have mel i munden, så hvad må du egentlig undvære, hvis du “kun” vil betale 5.500 kroner for en iPhone?

1. Genial Apple-opfindelse er droppet

En funktion på Apples nyere iPhones, som Android-brugere må kigge langt efter, er MagSafe.

MagSafe er en stribe magneter, som sidder i bagsiden på en iPhone, og gør det nemt at anvende trådløs opladning og tilføje tilbehør til telefonen, da det automatisk “klikker” fast på bagsiden.

Som en del af spareøvelsen med iPhone 16e er der ikke blevet plads til MagSafe.

Er det noget, du bruger ofte, er det altså noget, du skal være opmærksom på. Det kan fx være, hvis du bruger din telefon som vejviser i bilen og bruger en MagSafe-holder til at holde mobilen på plads.

2. En lidt dårligere skærm

iPhone 16E har en 6,1-tommer Super Retina XDR OLED-skærm, ligesom iPhone 16.

Dog er skærmens opdateringshastighed begrænset til 60 Hz, hvilket betyder, at animationer og scrolling ikke vil føles så flydende som på iPhone 16 Pro-modellerne, der tilbyder højere opdateringshastigheder.

Skærmen er heller ikke helt så lysstærk, som den er i de dyrere iPhone-modeller, hvilket særligt kan mærkes, hvis du bruger sin telefon meget udendørs.

3. Kun et enkelt kamera på bagsiden

Også når det kommer til kamera- og videodelen, er der funktioner og muligheder, du må undvære på iPhone 16e.

iPhone 16e har et enkelt 48 MP-kamera, mens iPhone 16 har et 48 MP hovedkamera og et vidvinkelkamera på 12 megapixels. Det betyder altså, at iPhone 16e mangler muligheden for at tage billeder i vidvinkel-format, hvor du får mere af dit motiv med. Det er særligt anvendeligt til brede motiver, som mange mennesker eller en høj bygning, du står lige foran.

iPhone 16 tilbyder desuden avancerede videofunktioner som Cinematic mode og Action mode, som ikke er tilgængelige på iPhone 16e.

Den nye iPhone 16e kan købes nu. Prisen starter ved 5.499 for modellen med 128 GB.