Apple er ofte foran andre med nye funktioner og nyt design, som andre firmaer derefter kopierer. For iPhone gælder fx fingeraftrykslæsere, det lille hak i toppen af skærmen og aflivningen af stik til hovedtelefoner.
Med introduktionen af det nye styresystem til iPhone, iOS 14, har Apple dog valgt at lade sig inspirere af konkurrenten Google, snarere end at inspirere andre.
Iphonebrugere kan se frem til de nye funktioner med iOS 14, som bliver rullet ud i løbet af efteråret 2020.
> Læs alt om Apples produkter og systemer her
Her er nogle af de funktioner, iOS 14 har kopieret fra Android:

Med iOS 14 på din iPhone kan du blandt andet bruge widgets på din startskærm (pkt 2), se video mens du laver noget andet (pkt 3) og få vist cykelruter i Apple Kort (pkt 4).
© Apple1. Skift standardbrowser og e-mail
Med iOS 14 får iPhone-brugere for første gang lov til selv at vælge, hvilket program, skal bruges til at åbne links til hjemmesider eller e-mails.
Hidtil har det automatisk været Apples egne programmer. der er blevet brugt.
> Læs også: Sådan skifter du standardskærm i Windows 10
2. Brug widgets på startskærmen
Som noget nyt i iOS 14 kan du nu også installere widgets på startsiden på din iPhone.
Widgets gør, at du får nem adgang til nogle funktioner i et program, uden at skulle åbne programmet helt. Fx kontrol over din podcast-app.
3. Billede-i-billede
Nu kan iPhone-brugere også se video imens de laver noget andet på deres telefon.
I iOS 14 har Apple tilføjet en funktion, der har været standard i Android, i nogle år: Du kan formindske din video, så den ses i miniformat, imens du arbejder videre på din telefon.
4. Find cykelruter med Apple Kort
Apple Kort har længe kæmpet for at blive lige så godt som Googles Kort.
Med iOS 14 tilføjer Apple en meget savnet funktion: Apple Kort kan nu finde en rute til din destination, som tager hensyn til at du tager turen på cykel.

iOS 14 giver opgså en ny smart oversigt over apps (pkt 8), mindre forstyrrende opkald (pkt 5) og mulighed for at oversætte ord og sætninger (pkt 6).
© Apple5. Opkald fylder mindre
Når du modtager et indgående opkald på din iPhone, fyldes hele skærmen med telefon-menuen.
I iOS 14 vil der blot dukke en lille menu op på skærmen, så du fx kan lade opkaldet gå til telefonsvareren og fortsætte med at lave noget andet.
6. Apple kan oversætte for dig
Nu kan din iPhone også hjælpe dig med at snakke med de lokale, når du er ude at rejse: Apple har fået en ny app, der kan oversætte det, du skriver i den.
Om appen fungerer lige så godt som Google Oversæt, vil tiden vise.
> Læs også: Google Oversæt hjælper med at læse skilte
7. Apple Kort afslører fartfælder
Bilister med hang til at overtræde færdselsreglerne har længe brugt Google Kort eller app’en Waze til at finde ud af, hvor politiet har opstillet fartfælder.
Med iOS 14 sikrer Apple, at de kriminelle også kan få hjælp til at slippe for bøder, når Apple Kort viser hvor fartfælderne er.
> Læs også: Her er de skjulte funktioner i Google Maps
8. Ny oversigt over apps
En funktion, der i mange år har været standard på Android-telefoner, er App Drawer, hvor alle installerede apps lægges ind, så de ikke fylder på telefonens forside.
I iOS 14 får iPhones en lignende funktion, App Library, der tilmed inddeler dine apps i kategorier.

iPhone 11 er blandt de telefoner, der får iOS 14 i september.
© shutterstock9. Safari oversætter hjemmesider
Som noget nyt giver Safari dig også mulighed for at få oversat hele hjemmesider direkte i din browser.
Det er endnu en funktion, der har været tilgængelig i Google Chrome i flere år, hvor du selv kan bestemme, hvilke sprog, du vil have oversat fra.
10. Sikre kodeord med Safari
Er dit kodeord til en hjemmeside blevet afsløret af en hacker? Apples internetbrowser, Safari, går nu Google Chrome i bedene.
Fra og med iOS 14 holder Safari øje med, om det kodeord, du indtaster, er frit tilgængeligt på internettet.
11. Foreslåede apps
I Apples App Library vil du også finde en kategori, der hedder Suggestions, eller Forslag, som viser dig apps, din iPhone mener, kan være praktiske for dig lige nu.
Denne smarte funktion har også været indbygget i Android-telefoner i nogle år.
Se mere om den kommende opdatering på Apples hjemmeside her.