Apple lægger sjældent fingre imellem, når de præsenterer nye produkter. Det er med superlativer og løfter om, hvor fantastiske, gennemarbejdede og livsforandrende deres computere, tablets og telefoner er.
Sådan var det også, da firmaet i denne uge præsenterede en række nye produkter - herunder den nyeste og tyndeste iPhone nogensinde - den nye iPhone Air.
“Exceptionelt tynd”, “noget virkelig fantastisk” og “utrolig let” var blandt de gloser, som Apple præsenterede den nye iPhone Air med.
Og objektivt set er den nye iPhone 17 Air da også et stykke ingeniørkunst fra øverste hylde. Men set fra et forbrugerperspektiv er spørgsmålet, om Apples tyndeste telefon nogensinde er alle kompromiserne værd.
For mange vil svaret formentlig være et nej.
Den nye iPhone Air er virkelig tynd
Som den mest åbenlyse forskel fra tidligere iPhones er den nye iPhone Air tynd.
Mere specifikt måler den blot 5,6 millimeter i tykkelsen.
For at klemme telefonen så utrolig meget sammen – iPhone 16 Pro måler 8,25 mm i tykkelsen, hvilket er det samme som mange andre telefoner – har Apple med egne ord været nødt til på ny at bygge telefonen op fra bunden.
Selv kalder de den tynde iPhone Air for “vores mest holdbare design til dato”, og det skyldes blandt andet, at den er lavet af titanium, hvor mange andre telefoner er lavet af aluminium eller lignende metaller.
Den mest åbenlyse telefon at sammenligne den nye iPhone Air med, er Samsung Galaxy S25 Edge. Det er Samsungs bud på en meget tynd telefon.
Men hvor Samsung Galaxy S25 Edge er 5,8 millimeter tyk, måler iPhone Air 5,6 millimeter. Det gør altså iPhone Air til en af de tyndeste telefoner i verden.
Et mindre batteri end de andre modeller
Men man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden, og selv ikke Apple kan lave verdens tyndeste iPhone uden at indgå et par kompromiser.
Eksempelvis er det meget sigende, at Apple sammen med iPhone Air også præsenterede en specialdesignet powerbank specifikt til iPhone Air, som ved hjælp af magneter kan sættes fast på bagsiden af telefonen og fodre den med strøm, hvis den løber tør.
For godt nok lover Apple, at telefonen kan holde strøm en hel dag, men de fortæller samtidig, at batteritiden ikke er den samme som på de andre (og tykkere) iPhone 17 modeller, der blev præsenteret samtidig med iPhone Air.
Hvor iPhone 17 Pro kan vise video i 37 timer, og den nye iPhone 17 kan vise i 30 timer, angiver Apple, at iPhone Air kan vise 27 timers video, før den skal lades op igen.
Det bliver derfor spændende at se, hvordan iPhone Air klarer sig i dagligt brug. Det tester vi selvfølgelig af, når vi får fingre i telefonen.
Er batteritid vigtig for dig, og synes du i forvejen, at din iPhone eller mobil løber hurtigt tør, er iPhone Air altså formentlig ikke telefonen for dig.
Du må nøjes med et enkelt kamera
Du får også kun et enkelt kamera i den nye iPhone Air, hvor de øvrige modeller er udstyret med to eller tre på bagsiden.
Et traditionelt simkort er der heller ikke blevet plads til. I stedet bruger iPhone Air et såkaldt eSim, som er en digital udgave af det ellers fysiske simkort. Ifølge Apple for blandt andet at gøre plads til batteriet.
iPhone Air er et kig ind i fremtiden
Dermed er iPhone Air altså en lang række kompromisser pakket ind i et elegant og imponerende tyndt ydre. Ifølge analysehuset IDC er det dog heller ikke forventningen, at Apple kommer til at storsælge den nye iPhone Air, simpelthen fordi Apple har ofret for mange funktioner.
Men måske skal Apples iPhone Air heller ikke betragtes som en isoleret og enkeltstående opfindelse fra Apples hånd. Flere iagttagere og analytikere peger i stedet på, at iPhone Air i højere grad er Apples første skridt i retning af en foldbar iPhone, som kan blive lanceret allerede næste år.
Samsung og Google laver allerede foldbare telefoner, og her er en af forudsætningerne, at man kan lave uhyggeligt tynde telefoner. Derfor kan iPhone Air altså ses som en slags generalprøve før Apples store debut på den vanskelige scene for foldbare telefoner, som tidligere har voldt andre virksomheder store problemer, lyder vurderingen.
Prisen for den nye iPhone Air starter ved 8.999 kroner for modellen med 256 GB. Prisen for den normale iPhone 17 starter ved 7.999 kroner, mens iPhone 17 Pro har en startpris på 9.999 kroner. Telefonerne kan bestilles nu.