Disse ting kigger jeg altid efter, når jeg køber en billig telefon

Jeg har testet telefoner i 20 år, og har gennem årene købt mange billige mobiltelefoner både til mig selv og mine børn. Jeg sørger altid for at huske disse fire ting.

Tjekliste når du skal købe en billig mobil.

Du kan sagtens få en god og anvendelig mobiltelefon for under 2000 kroner. Men du skal være særligt opmærksom på disse fire ting, hvis du vil gøre det bedste køb.

© Kowit Lanchu/Shutterstock

Jeg har testet telefoner og alt muligt andet elektronik i over 20 år.

I tidens løb har jeg haft hundredvis af telefoner mellem hænderne - både topmodeller og de helt billige, du kan købe nede i supermarkedet.

Personligt har jeg købt en del af de billige telefoner til både mig selv og mine tre børn, der har en ubehagelig tendens til at ødelægge skærmene på deres telefoner. Og en mobiltelefon til under 2000 kroner kan altså uden problemer alt det, som vi har brug for.

Du får ikke alt med en billig telefon

Der er selvfølgelig nogle ting, du må lære at leve med (og uden), når du køber en af de billige telefonmodeller.

Du får fx IKKE en hurtig processor. Det betyder ikke det store for funktionaliteten, men du må finde dig i, at telefonen indimellem lige tager sig en tænkepause på et par sekunder, hvis du sætter den til for krævende opgaver med spil eller redigering af video.

Jeg vil selvfølgelig have mest muligt for pengene, så der er nogle særlige ting, jeg kigger efter, inden jeg køber en telefon til under 2.000 kroner.

De fire vigtigste får du her.

1. Hvor længe får telefonen opdateringer?

Opdateringer er heldigvis blevet en af de ting, som mobilproducenterne konkurrerer på.

Gå altid efter en telefon, der bliver opdateret i så mange år frem som muligt. Googles seneste serie af Pixel-telefoner får opdateringer i syv år, men lidt mindre kan også gøre det.

Løbende opdateringer af styresystemet betyder, at din telefon får de nyeste sikkerhedsopdateringer og beskyttelse mod trusler som malware og hacking.

I de første år med telefonen giver opdateringerne også din telefon nye funktioner og sikrer, at du kan blive ved med at køre alle dine apps uden problemer.

Hvis du bliver træt af telefonen undervejs og beslutter dig for at sælge den, så vil mange års garanterede opdateringer også være med til at give telefonen en større gensalgsværdi.

Morten Skeldal Østergaard

Morten Skeldal har testat mobiler och annan elektronik i 20 år och köper helst billiga modeller till sig själv och sina barn. Det finns dock några viktiga punkter som han alltid kontrollerar innan han handlar.

2. Køb en telefon, der kan bruge hukommelseskort

Ofte er der ikke så meget lagerplads i de billige telefoner, og jeg gemmer flittigt masser af billeder og videoer, så 128 gigabytes er bare ikke nok til mit behov.

Derfor går jeg efter en telefon, hvor lagerpladsen kan udvides med et microSD-kort. Det kan mange Android-mobiler, mens det ikke er muligt på iPhone.

Jeg flytter bare kortet fra min gamle telefon over i den nye, så på den måde er der heller ingen nye ekstraudgifter.

> Læs også: Derfor vil jeg aldrig købe en iPhone

3. Gå efter et stort batteri

Med et større batteri kan du selvsagt bruge din telefon i længere tid uden at skulle oplade den.

Dette er især nyttigt, hvis du er meget på farten eller bruger din telefon til energikrævende opgaver som streaming af film fra Netflix eller andre videotjenester.

Det er stressende at gå rundt med en telefon, der altid er ved at løbe tør for strøm sidst på dagen, så gå efter en telefon med et batteri på 5.000 mAh.

4. Det behøver ikke være en helt ny model

Ofte kan det være en fordel at købe en telefon, der har været til salg ude i butikkerne i et halvt til et helt år.

Priserne falder hurtigt på smartphones, og du kan være heldig at finde en virkelig god telefon med et halvt år på bagen for samme pris som en helt ny, mere middelmådig telefon.

Når du har fundet den telefon, du gerne vil have, kan du med fordel tjekke på Pricerunner, hvor du får den bedste pris. Hvordan du gør det, kan du læse mere om her.