Samsungs populære, nye telefoner, Samsung Galaxy S10, Samsung Galaxy S10+ og Samsung Galaxy S10e, har introduceret en ny ting, som nogle mennesker har svært ved at vænne sig til: Et kamerahul i skærmen.
For når skærmen går helt ud til kanten, sidder kameraet inde i skærmen - og dermed også på det skærmbillede, du ser, når du bruger telefonen.
Mange af Samsungs fans har besluttet sig for at tage kamerahullet, der ofte omtales som et “punch-hole”, som en udfordring.
I stedet for at beklage sig over hullet, er de begyndt at lave specielle baggrunde - såkaldte wallpapers - til Samsungs Galaxy-telefoner, hvor hullet skjules eller fremhæves på kreative måder.
Både til Galaxy S10, S10+ og S10e
Trenden med at skjule - eller fremhæve - kamerahullet i Samsung Galaxy S10-modellerne startede på forskellige billeddelingstjenester på nettet, som Imgur og Tumbler, men har hurtigt spredt sig på nettet.
I dag findes der både en hel hjemmeside tilegnet baggrundene og et meget aktivt forum på hjemmesiden Reddit, hvor der dagligt lægges nye, kreative baggrunde op.
Der er tilmed en app på vej, der gør det nemmere at hente og installere baggrundene på din Samsung Galaxy S10-telefon.
Samsung er selv helt med på spøgen, og har delt flere eksempler på de kreative baggrunde på deres Twitter-profil.
> Læs også: De bedste sikkerhedsprogrammer til Android
Sådan får du fat i de smarte baggrunde
Da Apple for nogle år siden lancerede deres iPhone X, introducerede de det meget omdiskuterede “notch” i toppen af skærmen.
Dengang blev der også lavet kreative baggrunde, men ikke i samme omfang som med Samsungs Galaxy S10-telefoner.
Vil du gerne hente en baggrund til din nye Samsung Galaxy S10, S10e eller S10+, eller er du bare nysgerrig efter at se de kreative baggrunde, kan du besøge hjemmesiden www.galaxys10wallpapers.com, som har et stort udvalg.
> Læs vores anmeldelse af Samsung Galaxy S10 i Testzonen her