Der er ikke altid tale om uheld og roulettespil, når folk rammes af hackerangreb. I de fleste tilfælde skyldes besøgene fra de kriminelle, at de angrebne netværk ganske enkelt har været de lavest hængende frugter.
Hackerne anvender værktøjer, der automatisk kan scanne dele af internettet efter åbne porte, som venter på besøg, eller søge specifikt efter bestemt udstyr, som de kan logge ind på - fx en NAS eller et netværkskamera.
Når det lykkes hackerne med deres værktøjer at få svar tilbage fra et stykke netværksgrej, kan de gå i gang med at forsøge at logge ind på udstyret.
Her vil de som det første prøve sig frem med producenternes standardkoder - fx admin, 1234 osv - og derfor bør du altid som det første tjekke, om koden på dit nyindkøbte udstyr er ens for alle købere eller specifik for dig.
> Læs også: Tjek om dit kodeord er hacket
Masser af usikkert udstyr
Det er især udstyr af ældre dato, der ikke er sikret godt nok, for i dag anvender meget nyt grej unikke adgangskoder, som er trykt på en etiket på bagsiden.
Disse unikke koder, der typisk består af tal, bogstaver og tegn, er som udgangspunkt sikre, men vi anbefaler alligevel, at du skifter koderne til en adgangskode, du selv har vælger.
Det er den eneste måde at være sikker på, at koden ikke er faldet i hænderne på uvedkommende.
Men har du netværksudstyr i hjemmet, som har et par år på bagen, er det meget sandsynligt, at noget af det ganske enkelt er for usikkert her i 2023.
Det gælder i særdeleshed netværkskameraer, som du kontrollerer via en styreside i browseren i stedet for via en app på telefonen, samt NAS-drev og routere.
> Læs også: Sådan undgår du, at andre lurer med på dit overvågningskamera
Sådan sikrer du udstyret og dit netværk
Du skal logge på dit netværkskamera, NAS eller router i browseren ved at indtaste adressen til udstyret, som står i den medfølgende manual.
Log ind med koden, som også er angivet i manualen.
Find nu frem til det sted på styresiderne, hvor du kan ændre adgangskode til selve styresiderne. Det kan ligge under punktet Maintenance, System eller lignende.
Skriv din gamle kode og en ny kode i de to felter, der vises, og gem de nye indstillinger.
Så kan en hacker ikke længere logge ind på dit grej med en kode, som er trykt i millioner af manualer.
Læs om 5 andre store risici
I Komputer for alle nummer 1/2024 kan du læse vores store guide til, hvordan du holder hackerne helt ude af dit hjemmenetværk, så du ikke risikerer at få misbrugt din digitale identitet eller få stjålet dine data.
Her kan du læse om fem andre væsentlige områder, hvor du straks bør agere, så du forebygger angreb udefra.
> Læs artiklen " Forebyg hackerangreb på din computer" på vores hjemmeside her