Når du køber et nyt netværksbaseret overvågningskamera, så du kan holde øje med hjemmet, når du ikke er hjemme, er det stort set altid beskyttet af en standardkode.
Som regel får du adgang til kameraet ved at taste koden "admin" - og den oplysning er frit tilgængelig på internettet.
Det betyder, at også uvedkommende kan få adgang til dit netværkskamera ved at indtaste samme adgangskode, og det kan kompromittere dit privatliv, hvis du har installeret kameraet i hjemmet.
Adgang til tusinder af åbne kameraer
På hjemmesiden insecam.org er der fri adgang til tusinder af åbne netværks- og overvågningskameraer i hele verden, og det er let at sortere visningen, så du kun ser kameraer i Danmark.
Vi ved ikke, om de berørte ejere er klar over, at deres private hjem står til frit skue, men vi gætter på, at de fleste ikke aner det.
Men de vil i hvert fald kunne undgå at andre kigger med, hvis de blot skifter koden.

På hjemmesiden insecam.com kan du kigge med på netværkskameraer i hele verden. Men mange ved sikkert ikke, at deres optagelser er tilgængelige på nettet.
Sådan undgår du lurere på dit kamera
Der er kun én metode, der sikrer dit privatliv på netværkskameraet: Du skal ændre producentens adgangskode til en kode, du selv har valgt.
Det gør du ved at indtaste kameraets adresse i adresselinjen i din browser og logge ind på kameraet med de oplysninger, som står i kameraets manual.
Find nu det område i kameraets styresider, hvor du kan ændre adgangskoden - typisk under punktet System.
Gem til sidst ændringerne og husk at ændre oplysningerne i den app du bruger til at tilgå kameraet.
Læs også: Find den bedste placering til dit overvågningskamera
Luk alle hjemmets sikkerhedshuller
Overvågningskameraet er blot et af de steder, hvor du uforvarende kan lukke fremmede ind i dit hjem.
Alt det udstyr, du kobler på det trådløse netværk, er nemlig i risikozonen - fx din router, din printer, dit smart-tv og din mobiltelefon.
Men nu kan du give det et grundigt tjek med programmet Trend Micro Housecall, som du får en grundig guide til i det nye nummer af Komputer for alle.
> Du kan læse guiden og hente programmet i Fordelszonen her (kun for abonnenter)
Det kan du afsløre med programmet Trend Micro HouseCall for Home Networks
- Sårbarheder som SSLPoodle, Shellshock, Heartbleed og WannaCry
- Standard-adgangskoder
- Offentlige hotspots
- Svag kode til det trådløse netværk
- Dårlig kryptering af netværket
- Åbne porte