Onsdag den 7. maj 2025 klokken 12 vil din mobiltelefon larme.
Her tester myndighederne nemlig landets varslingssystemer både på master og mobiler. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, men det er først i de senere år, vi har haft tjenesten S!RENEN, som sender varsler direkte til din telefon.
Sirenevarslet direkte til mobiltelefonen er resultatet af et EU-direktiv fra 2018, som dikterer, at alle borgere i EU skal kunne blive advaret via telefonen i tilfælde af kriser og katastrofer.
Alarm over hele Europa
I modsætning til det traditionelle varslingssystem, som stadig sidder på master og bygninger rundt om i landet - og som også testes den første onsdag i maj - kan den mobile varsling sende signal direkte til alle de personer, der befinder sig i et specifikt område.
Det vil sige, at alle - både danskere og udlændinge fx turister - vil få en advarsel på deres telefon, hvis der fx er en farlig brand eller lignede i området. På samme måde vil du også få besked på din telefon, hvis der er fare på færde, når du rejser i andre EU-lande.
Med den mobile varsling kan myndighederne samtidig sende besked om, hvad der er på færde og hvad du skal gøre. Er der fx tale om en brand, vil du typisk få besked om at gå indenfor, lukke vinduerne og tænde for radioen.
> Læs mere om, hvordan varslingssystemet S!RENEN fungerer i vores artikel her
Testede alarmen hver onsdag
Det mobile varslingssystem S!RENEN blev indført i 2023. Før da var det de faste varslingssirener på master og bygninger, som ville lyde i tilfælde af krig, større ulykker, katastrofer eller terrorisme.
Indtil 1993 blev varslingsalarmerne testet HVER onsdag klokken 12. Dengang var sirenerne mekaniske, og der var risiko for, at de rustede. Sirenerne kunne ikke testes uden lyd, så derfor var en mere regelmæssig test nødvendig.
I dag bliver sirenerne testet uden lyd hver nat for at sikre, at de virker. Den første onsdag i maj testes sirenerne med lyd på for at sikre, at befolkningen ikke glemmer signalerne og deres betydning.