Nu kan du få Sundhedskortet som app
Sundhedskort som app

Det fysiske sundhedskort suppleres fremover af en Sundhedskortet-app.

Det gule sundhedskort fås nu som app

Du kan nu hente en app-version af Sundhedskortet. App'en kan du fx bruge, når du skal testes eller vaccineres for Corona..

1. juni 2021 af Steffen Nielsen

Det gule sundhedskort – tidligere kendt som sygesikringsbeviset – får nu et digitalt sidestykke.

 Digitaliseringsstyrelsen er nemlig klar med en Sundhedskortet-app, der gør din hverdag en hel del lettere. For eksempel kan du allerede nu bruge app'en, når du skal testes eller vaccineres for Corona. 

Du kan hente Sundhedskortet til din Android-enhed eller din iPhone via linkene eller ved at søge efter "Sundhedskortet" i app-butikkerne. Bemærk, at app'en kræver minimun iOS 13.0 eller Android 8.0.

> Læs også: Brug telefonen som kørekort

Få børnenes Sundhedskort med

En stor fordel i det digitale sundhedskort er, at dine børns kort også vises i app'en, når du har registreret dig med NemID. 

Dermed behøver du ikke slæbe rundt på flere af de gule sundhedskort i tegnebogen.

Sådan bruger du Sundhedskortet-app'en

Når app'en først er hentet til din telefon, er den let at bruge. 

Du gør således:

  1. Tryk på Tilføj Sundhedskort. Bladr igennem instruktionerne og vælg til sidst Godkend.
  2. Log ind med NemID. Dit Sundhedskort dukker op i app'en. Du vil også støde på en opfordring om organdonation. 
  3. Hvis du administrerer dine børns sundhedskort vil de også dukke op i app'en. Du skifter mellem sundhedskortene med pilene nederst.
  4. Når du skal bruge Sundhedskortet-app'en, fx til en Corona-test, scanner du simpelthen stregkoden øverst i skærmbilledet. Du kan selv vælge, om dit CPR-nummer skal være synligt eller ej.
> Læs også: Slip for nøglekortet med NemID-appen

Behold det fysiske Sundhedskort

Selvom du bruger den nye app, skal du holde fast i det fysiske kort. Der vil nemlig stadig være steder, hvor man ikke kan bruge app'en, lyder det i pressemeddelelsen.

Den nye Sundhedskortet-app er i øvrigt helt frivillig. Du kan let fortsætte med kun at bruge det almindelige fysiske sundhedskort. 

"Man går ikke glip af nogen tilbud eller hjælp fra det offentlige, hvis man ikke benytter sig af app'en", lyder det fra Kommunernes Landsforenings Jette Skive i pressemeddelelsen om den nye app.

Gør hele tegnebogen digital

Med appen Sundhedskortet er du ét skridt tættere på at have alle de kort, du behøver, direkte i din telefon. 

Tidligere har vi skrevet om NemID-appen, som gør , at du kan slippe for det lille nøglekort, når du skal logge ind med NemID. 

Du kan også få dit kørekort på telefonen. 

Og du kan tilføje dine betalingskort til fx Apple Pay eller Google Pay på mobilen, så du kan betale med kort blot ved at holde mobilen hen til Dankort-teminalen i butikken. 

Kombiner dette med MobilePay, og så behøver du faktisk ikke tage din tegnebog med, når du går i byen. Du kan nøjes med din mobiltelefon.

Måske er du interesseret i ...