Det kan være slemt nok at blive ramt af virus på pc’en, men hvis din telefon bliver inficeret, kan det for alvor blive katastrofalt.
På moderne smartphones ligger både bankoplysninger, alle vores kontakter, billeder og masser af private data.
Derfor er det også vigtigt at sørge for, at skadelige apps og lyssky personer ikke får adgang til telefonen.
I det seneste nummer af Komputer for alle 3/2022 testede vi en håndfuld sikkerheds-apps til Android. Googles populære styresystem er mere åbent for eksterne app-udviklere, og derfor også mere sårbart overfor angreb fra skadelige apps.
Androids egen sikkerhed dumper
Vi tog Googles egen antivirusscanner med i testen denne gang for at se, hvordan den klarede sig i forhold til betalingssikkerheds-apps.
Vi kan allerede her afsløre, at det ikke var godt.
Antivirusfunktionen Google Play Protect gemmer sig i app-butikken Play Butik på din Android-telefon. Google Play Protect sørger for at scanne alle nye apps, når du henter dem ned på telefonen for at installere dem.
De apps, du allerede har installeret, bliver også løbende scannet af Google Play Protect og overvåget for at spore mistænkelig adfærd. Det sker typisk, når du ikke bruger telefonen til andre ting.
Ved at åbne Play Butik og trykke på dit profilbillede og vælge Play Protect kan du selv se, hvornår den sidste scanning af din telefon blev foretaget.
Testvinder fanger 100% af alle trusler
Testen af Google Play Protect afslørede, at det kun lykkedes Androids antivirus-funktion at stoppe lidt under tre fjerdedele af de trusler, som telefonen blev udsat for.
Det er selvfølgelig ikke godt nok, og det er også grunden til, at det er en god idé at udstyre din Android-telefon med ekstra beskyttelse fra en af de fem antivirus-apps i testen.
Testens vinder fangede 100% af alle de trusler, den mødte i testperioden, og den koster 80 kroner om året.