Pas på: Svindlere inficerer populære streamingtjenester

Svindlere tager hele tiden nye midler i brug, og nu hærger de på tjenester til musikstreaming og lydbøger. Se her, hvordan du spotter svindlen, og hvordan du undgår at gå i fælden.

Svindlen spreder sig blandt andet på lydbogtjenesten Audible.

© Rokas Tenys / Shutterstock

Svindlere er efterhånden overalt på nettet, og ikke engang store og kendte virksomheder går fri.

Denne gang går det ud over Amazons musiktjeneste, Amazon Music, og lydbogstjenesten Audible.

Her har svindlerne fyldt tjenesterne med falsk indhold, der skal lokke brugerne i fedtefadet. Du kan komme alvorligt galt af sted, hvis du falder i deres fælder.

Ifølge mediet BleepingComputer forsøger svindlerne blandt andet at narre brugere til at investere penge i fupprojekter.

Udgiver tomt indhold

Svindlerne har oversvømmet Amazon Music og Audible med indhold, der reklamerer for ulovlig software og falske investeringsplatforme.

I de fleste tilfælde er det podcast-episoder uden nogen form for lyd, som kun varer et eller få sekunder. Til gengæld er beskrivelsen fyldt med lyssky links til yderst tvivlsomme hjemmesider.

Målet er at få så mange som muligt til at klikke på disse links via udgivelserne på Amazon Music og Audible, så hjemmesiderne, de leder ind til, rangerer højt på Google.

Det øger sandsynligheden for, at endnu flere vil klikke sig ind på siderne i fremtiden – og her risikerer du at komme i store problemer.

Falske investeringer

Typisk leder de mange links i podcastbeskrivelserne til hjemmesider eller kanaler på kommunikationsplatformen Telegram eller på YouTube.

På de sider, som de falske podcasts linker til, tilbydes blandt andet piratkopieret software og snydekoder til spil.

Nogle steder opfordres du også til at investere dine penge på tvivlsom vis.

Svindlerne reklamerer fx for en handelsplatform ved navn EliteMarketMovers. Her bliver du lokket til at lave valutahandler via Forex, der angiveligt skulle give store gevinster. Ikke overraskende ender du dog med at blive snydt.

Sådan beskytter du dig

Du bør altid være ekstra opmærksom, når du surfer på nettet – også når du lytter til musik, podcasts eller lydbøger på tjenester som Amazon Music og Audible.

Alarmklokkerne skal først og fremmest ringe, hvis du præsenteres for tilbud, der virker for gode til at være sande.

Undgå desuden at klikke på links, medmindre du kender afsenderen og har tillid til dem.

Det er også en god idé at rapportere svindel. De fleste tjenester giver mulighed for at anmelde eller rapportere mistænkeligt indhold med få klik. På den måde kan du hjælpe med at gøre opmærksom på problemet.

Endelig bør du være særlig kritisk over for tjenester, du ikke kender – som svindlernes EliteMarketMovers. Hvis du opfordres til at downloade software eller deltage i investeringer på en ukendt side, bør du altid undersøge sagen grundigt. En hurtig Google-søgning kan ofte afsløre, om der er tale om svindel.