Falsk opdatering til Flash Player
Falsk opdatering til Flash Player

Sådan ser det ud, når hackerne forsøger at lokke dig til at installere en falsk opdatering til det uddøde Adobe Flash Player.

© Bleeping Computer

Pas på: Hackere narrer dig til at opdatere Flash Player

Hackere udnytter i disse dage Google Underretninger til at lokke dig til at opdatere Flash Player. Men Flash Player er udfaset, og du risikerer at installere uønsket software i stedet.

Adobe Flash Player blev udfaset ved årsskiftet, og ingen browsere understøtter længere Flash-formatet, som var årsagen til, at du skulle have Flash Player installeret på pc'en.

Det er dog ikke alle, der er klar over, at Flash er fortid, og det udnytter hackerne nu. 

De er i hvert fald i fuld sving med at lokke uskyldige ofre til at installere en falsk opdatering til Flash Player, som i virkeligheden gemmer på uønsket software.

Hackere udnytter i den forbindelse Google Underretninger, som er en tjeneste, der kan sende dig e-mails med diverse nyhedshistorier omkring forskellige emner og ord, som du har udvalgt.

Men flere af nyhederne er falske og fabrikerede af hackerne.

Du må ikke trykke på knappen

Hvis du klikker dig ind på en af de falske historier, virker linket ikke.

Du bliver i stedet mødt med en besked om, at du skal opdatere Flash Player, for at få adgang til siden. En advarsel, som vækker minder om de utallige gange, vi har skullet opdatere Flash Player tidligere. 

Men hvis du trykker på knappen for at opdatere, giver du hackerne adgang til at liste trojanske heste og andet snavs ind på din pc.

Du må altså ALDRIG klikke på knappen.

LÆS OGSÅ: Nu er det helt slut med Adobe Flash Player

Sådan bruger hackere Google

Google Underretninger – også kendt som Google Alerts– er en tjeneste tilbudt af Google, du kan melde dig til. Tjenesten sender dig links om nyheder på internettet, så du kan holde dig orienteret i diverse emner, du selv vælger.

Desværre har hackere set sit snit til at udnytte tjenesten ved at lave falske artikler med nøgleord, som er populære at abonnere på i Google Underretninger.

Google sender derefter links til historierne ud til de brugere, der har abonneret på de specifikke nøgleord via Google Underretninger. Men disse links fører dig direkte ind på hackernes sider, hvor du bliver bedt om at hente en falsk opdatering til Adobe Flash Player.

LÆS OGSÅ: Morsekoder bruges til at svindle dig på nettet

Hackerne installerer uønskede programmer

Hackernes falske sider har en knap, de vil have dig til at klikke på. Du får dog ingen opdatering til Flash Player, hvis du klikker på knappen, men derimod får du, ifølge mediet Bleeping Computer, et program kaldet One Updater.

Programmet One Updater ser tilsyneladende harmløst ud. Det viser dig en række opdateringer, du tilsyneladende burde installere på din computer, men det kan resultere i, at du installerer flere uønskede og potentielt farlige programmer på din pc.

Det er tidligere set, hvordan programmer i stil med One Updater har installeret såkaldte trojanske heste, der stjæler dine kodeord. Har du One Updater på din pc, bør du derfor straks fjerne det.

Og hvis du nogensinde bliver ført til en hjemmeside med en artikel, der ikke kan læses, før du installerer noget software, skal du lukke browseren. Det er med stor sandsynlighed ikke noget program, der gavner din computer på nogen tænkelig måde.

LÆS OGSÅ: Hent Komputer for alles sikkerhedspakke her

Måske er du interesseret i ...