Da firmaet Macromedia i 1996 lancerede den gratis browser-udvidelse Flash Player, var det et kvantespring for webudviklere.
Nu kunne hjemmesider udnytte moderne pc'ers mange multimedie-muligheder fuldt ud og integrere videoer, animationer (også i 3D), lyd og billeder på en måde vi ikke tidligere havde set.
I 2005 købte verdensfirmaet Adobe Macromedia, og da var Flash Playeren stadig en populær afspiller, som var helt essentiel at have på sin pc.
Ellers fungerede adskillige hjemmesider ganske enkelt ikke.
Kritikken af Flash Player tog til
Men samtidig begyndte den ressourcekrævende afspiller at modtage mere kritik fra brugerne og fra eksperter.
Flash Player var tung, og det var bøvlet at installere opdateringer til den, fordi man først skulle afinstallere den tidligere udgave.
Mus og tastatur reagerede også anderledes i hjemmesidernes flash-elementer, end de gjorde på resten af hjemmesiden, hvilket fik Flash-delene til at virke dårligt integreret.
Der var også adskillige historier om sikkerhedshuller, der ikke blev lukket i tide, hvorfor Flash Player efterhånden fik et dårligt ry som upålideligt og usikkert.
Apple sagde nej tak til Flash
Da Apple med Steve Jobs lancerede firmaets populære iPhone, iPod Touch og iPad i 2010 var det uden understøttelse for Flash Player.
Steve Jobs skrev selv i et åbent brev om grunden: "Flash var ustabilt, usikkert og ydelsen dårlig".
Han hævdede også, at en af Apples Macintosh-computere ofte gik ned, når Flash kørte på maskinen.
Adobe lukker og slukker for Flash
Med tiden tog Adobe kritikken til sig og annoncerede, at man ville stoppe udviklingen af Flash og i stedet anbefale det åbne HTML5-sprog, som er i stand til at levere multimedievisning på hjemmesider uden brug af eksterne programmer.
Det skete så 31. december 2020.
Den 2. januar 2021 blev download-siden for Adobe Flash Player fjernet fra firmaets hjemmeside.
Fjern Flash Player fra din pc nu!
Når Adobe ikke længere opdaterer Flash Player med sikkerhedsrettelser, går der ikke længe, før hackerne begynder at udnytte, at programmet sikkert stadig er installeret på millioner af pc'er.
Derfor bør du straks fjerne programmet fra din pc, hvis du selv har det installeret.
Sådan fjerner du Flash Player fra din pc:
- Skriv fjern programmer i søgefeltet på Proceslinjen i Windows. Klik på Tilføj eller fjern programmer.
- Se, om du har Adobe Flash Player i oversigten. Er det tilfældet, skal du klikke på programmet og vælge Fjern.
- Følg programmets eget afinstallationsprogram, indtil programmet er slettet fra din pc.