Advarsel: Falske reklamer på Facebook stjæler dine adgangskoder

Lige nu deles der links til populære værktøjsprogrammer på Facebook, men klikker du på linket, risikerer du at få pc'en fyldt med malware.

Hackere udnytter kunstig intelligens

Ved at lokke med gratis adgang til populære værktøjer med kunstig intelligens, spreder hackere malware på Facebook.

© Golden Dayz / Shutterstock

De seneste år har kunstig intelligens taget verden med storm. Programmer til at skabe eller redigere billeder med hjælp fra kunstig intelligens har især været populære, og det forstår hackerne at udnytte.

Siden samtalerobotten ChatGPT satte gang i bølgen, har nye kunstig intelligens-værktøjer set dagens lys, men desværre er ikke alle tjenester det, de giver sig ud for.

Hackere har nemlig skjult malware bag falske hjemmesider, der angiveligt indeholder AI-værktøjer til billedredigering, og nu bliver links til de farlige sider delt vidt og bredt på Facebook.

LÆS OGSÅ: Gør dine billeder bdre med kunstig intelligens

Hackere overtager officielle Facebook-sider

Svindlen begynder med, at hackerne sender phishing-beskeder til ejere eller administratorer af officielle Facebook-sider. Her bliver ofrene lokket til at give deres loginoplysninger.

Når svindlerne har fået fat i oplysningerne, overtager de ofrenes Facebook-sider.

Herefter publicerer de lokkende opslag om gratis kunstig intelligens-værktøjer og promoverer dem via betalte annoncer, som så kan dukke op i tidslinjen hos alle på Facebook.

LÆS OGSÅ: Skal jeg vælge en computer med kunstig intelligens?

Sådan bliver du ramt

Hvis du klikker på en af de annoncer, som hackerne deler på de stjålne Facebook-sider, bliver du ledt til en falsk hjemmeside, som ligner en ægte side med gratis billedredigeringsprogrammer.

Her opfordres du til at downloade en softwarepakke, men i stedet for det lovede program installerer du malware kaldet Lumma Stealer.

Malwaren infiltrerer derefter din computer og stjæler følsomme oplysninger som fx dine kodeord, loginoplysninger, kryptovaluta-wallets, browserdata og databaser fra kodeordshuskere.

De stjålne oplysninger bliver efterfølgende solgt til andre cyberkriminelle, eller de bliver brugt til at hacke flere konti.

LÆS OGSÅ: Microsofts chatrobot sender dig til falske hjemmesider

Sådan beskytter du dig

Det er ikke første gang, at denne type svindel foregår. I april blev næsten 1,2 millioner brugere snydt, da de troede, at de hentede det populære program Midjourney. I virkeligheden hentede de dog en farlig browsertilføjelse.

Metoden er altså effektiv, men du kan relativt nemt beskytte dig med din sunde fornuft: Først og fremmest bør du altid være skeptisk over for annoncer og links, der virker for gode til at være sande. Også selv om de deles af Facebook-sider, du ellers umiddelbart har tillid til.

Desuden skal du undgå at indtaste dine loginoplysninger på sider, du ikke stoler fuldstændigt på, og så er det en god idé at holde dit antivirusprogram opdateret og regelmæssigt scanne din pc for trusler.

LÆS OGSÅ: Falsk ChatGPT stjæler dine oplysninger