Flere og flere bliver snydt af falske advarsler på nettet, hvor det ser ud som om, deres computer er blevet ramt af virus.
Svindelmetoden kaldes "teknisk support-svindel", og det går i al sin enkelthed ud på, at svindlere skræmmer dig til at tro, din computer er i fare. Målet er at få dig til at betale for falsk hjælp eller give adgang til pc’en og dermed adskillige personfølsomme oplysninger og filer.
Nu tager Google et nyt våben i brug i kampen mod svindlerne. I den nyeste version af Chrome-browseren har Google indbygget kunstig intelligens, som skal hjælpe med at finde og blokere de farlige hjemmesider.
Sådan aktiverer du beskyttelsen
Den nye forbedrede AI-beskyttelse kommer med den nyeste opdatering til Chrome. Du kan enten opdatere Chrome ved at lukke browseren og åbne den igen, eller ved at vælge Om Chrome under indstillinger.
Når Chrome er opdateret, skal du selv aktivere den nye beskyttelse i indstilingerne. Det gør du således:
- Åbn Google Chrome, og klik på de tre prikker i øverste højre hjørne.
- Klik på Indstillinger.
- Vælg Om Chrome.
- Lad Chrome opdatere til version 136 af sig selv, hvis ikke det allerede er gjort.
- Klik på Privatliv og sikkerhed.
- Vælg kategorien Sikkerhed.
- Klik i feltet ud for Forbedret beskyttelse, så der kommer en markering.
Sådan virker beskyttelsen
Den nye beskyttelse mod svindlere bruger en AI-model ved navn Gemini Nano. Når du besøger en hjemmeside, holder Gemini Nano øje med indikationer på, at siden er svindel. Fx hvis siden prøver at tage kontrol over din skærm eller låse dit tastatur.
Hvis robotten bliver mistænksom, analyserer den hjemmesiden og sender en advarsel til Googles sikkerhedssystem. Hvis det bliver bekræftet, at siden er farlig, viser Chrome en tydelig advarsel, så du ikke bliver snydt.
Google planlægger at bruge samme teknologi til at fange andre former for svindel, som fupbeskeder om pakkesporing eller falske fakturaer. Senere i år bliver sikkerhedsfunktionen også tilgængelig i Chrome på Android-telefoner.