Får du mange reklamer på mobilen? Tjek om du er ramt af falske apps

Flere falske apps, der fylder mobilen med reklamer, hærger i disse dage Android-telefoner. Tjek om du er ramt her.

Adware på mobilen

Der er fundet massevis af reklamespredende adware på Android-telefoner verden over.

© Shutterstock

Få ting er så irriterende som reklamer på mobilen. De forstyrrer, gør telefonen langsommere og optager plads på skærmen.

Årsagen til de irriterende reklamer er ofte ondsindede apps, der har gjort sit indtog på mobilen.

Typisk vil disse apps kamuflere sig som harmløse værktøjer eller spil til mobilen, men i virkeligheden er de trojanske heste i form af adware, som kun er sat i verden for at fylde din telefon med reklamer.

Nu har sikkerhedsfirmaet Dr. Web opdaget talrige af apps med adware fra Androids Google Play, og de bruger et helt særligt trick til at skjule sig på din mobil.

LÆS OGSÅ: Hvad er en trojansk hest, og hvad kan den?

Reklamespredende apps hentet over 2 millioner gange

De reklamespredende apps, som er blevet opdaget af sikkerhedsfirmaet Dr. Web, er blevet hentet og installeret på smartphones intet mindre end over to millioner gange.

Alle er hentet fra Androids officelle butik med apps Google Play.

Det drejer sig om følgende apps:

  • Super Skibydi Killer
  • Agent Shooter
  • Rainbow Stretch
  • Rubber Punch 3D
  • Eternal Maze
  • Jungle Jewels
  • Stellar Secrets
  • Fire Fruits
  • Cowboy’s Frontier
  • Enchanted Elixir
  • Love Emoji Messenger
  • Beauty Wallpaper HD

Alle ovenstående apps er blevet fjernet fra Google Play igen og kan ikke længere hentes, men de kan stadig være installeret på din mobiltelefon.

LÆS OGSÅ: Derfor dukker der hele tiden malware op i Google Play Butik

Sådan skjuler de falske apps sig

Personer, der har installeret en af de reklamespredende apps, har muligvis slet ikke opdaget det. De skadelige apps skjuler sig nemlig godt på telefonen ved at gemme sig bag ikoner.

Fx har flere apps skjult sig bag Google Chrome-ikonet, mens andre har brugt et gennemsigtigt ikon, så app’en ikke kan ses på skærmen, når du ruller gennem oversigten med apps og værktøjer på mobilen.

Når de har inficeret mobilen, vil de misbruge din telefons browser til at starte reklamer igen og igen, som skal give indtægter til bagmændene.

LÆS OGSÅ: Malware kan overtage styringen af din telefon

Sådan beskytter du dig

Det kan være svært at opdage, at en af de reklamespredende apps er havnet på din telefon, da de skjuler sig ganske godt.

Du kan dog finde frem til de skadelige apps og slette dem via indstillingerne:

  1. Åbn indstillingerne på din mobiltelefon.
  2. Vælg kategorien Apps.
  3. Gennemgå listen med apps og se, om der er apps, du ikke genkender.
  4. Tryk på en app, du mistænker.
  5. Tryk til sidst på Afinstaller.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du farlige apps på telefonen

Beskyt din mobil med antivirus

Desuden er det en god idé at beskytte din telefon med antivirius-software.

Vi anbefaler app’en ved navn Sophos Intercept X for Mobile. Den er gratis og holder altid øje med, om skadelige apps er ved at inficere din mobil

Læs også vores artikel "9 sikre tegn på en inficeret telefon," så du lettere kan spotte, om der er virus eller lign. på din mobil. Artiklen kræver login.