Malware-apps i Google Play Butik
Malware-apps i Google Play Butik

Google har nu forklaret, hvorfor der ofte er apps med malware i Google Play Butik.

© Shutterstock

Derfor dukker der hele tiden malware op i Google Play Butik

Gang på gang bliver der observeret apps med malware i Android-telefonernes Play Butik, og nu forklarer Google, hvorfor det sker.

Vi har på Komputer for alle flere gange beskrevet, hvordan ondsindede apps med malware dukker op i Androids officielle butik med apps, og hvordan du beskytter din smartphone mod dem.

Nu kan vi også fortælle, hvordan de mange malware-inficerende apps rent faktisk havner i Google Play Butik, som ellers skulle være sikker.

Det forklarer Google nemlig i en sikkerhedsrapport.

Det viser sig, at de farlige apps som udgangspunkt er ufarlige, og derfor bliver de godkendt og lukket ind i Google Play Butik. Men senere bliver de opdateret med skadelige egenskaber.

LÆS OGSÅ: Malware ligger på millioner af nye mobiler

Malware kommer i opdatering

Ifølge Googles sikkerhedshold benytter hackerne sig af en helt særlig metode til at snige malware ind på ofrenes telefoner. Metoden kaldes versionering, og den fungerer i bund og grund ved, at de farlige apps ikke er farlige - til at begynde med.

For når udviklerne af en skadelig app har fået godkendt app'en af Google, og den dermed er lagt ud i Play Butik, kommer der en ny version af app'en.

Hackernes app modtager nemlig opdateringer fra en tredjepartsserver, og disse opdateringer laver om på kodningen i app’en og gør den farlig.

LÆS OGSÅ: En af verdens farligste malware-typer vender tilbage

Sådan mindsker du risikoen for at blive ramt

Du kan selv mindske risikoen for at blive inficeret med malware på telefonen ved at tage en række forholdsregler.

Først og fremmest er det en god idé at udstyre mobilen med et antivirus-program. Vi anbefaler app’en 'Sophos Intercept X for Mobile', som blandt andet hele tiden holder øje med, om der lister sig virus ind på din mobil.

Sophos-app’en er gratis, og her kan du læse, hvordan du bruger den.

Desuden bør du kun hente apps fra Googles Play Butik - også selvom der ofte bliver fundet malware her.

Størstedelen af de apps, du kan hente i Play Butik, er ufarlige, for appsene bliver tjekket og undersøgt grundigt af Google. Og det gør de ikke, hvis du henter dem fra vilkårlige hjemmesider eller via links.

LÆS OGSÅ: Pas på de falske download-sider på nettet

Måske er du interesseret i ...