Vi har adskillige gange skrevet om farlige apps til Android og iPhone her på Komputer for alle. Senest i starten af oktober og i august - og det er tilsyneladende et problem, vi skal vænne os til.
Hver gang de skadelige apps bliver opdaget, bliver de fjernet fra de respektive app-butikker, men der går ikke længe, før nye apps dukker op klar til at sprede virus og malware på din mobiltelefon.
Således har antivirusproducenten McAfee netop opdaget 16 nye møg-apps, som inficerer din telefon med malware.
Denne gang er der tale om 16 apps til Android-telefoner.
> Læs også: Androids Play-butik vrimler med skadelige apps
Gemmer sig i små værktøjer
Det er stort set aldrig de store, kendte apps som Facebook, Instagram og DR, der huser den farlige malware.
I stedet gemmer skidtet sig i små værktøjer, der dukker op i app-butikkerne ligeså hurtigt som de fjernes.
I den nye oversigt over farlige apps fra McAfee ses for eksempel flere lommelygte-apps, et notesværktøj og en app, der kan konvertere valuta.
> Læs også: Apps med adware fundet på både iPhone og Android
Er allerede fjernet fra Google Play
De 16 pågældende apps, der er fundet i denne omgang, er allerede blevet fjernet fra Googles app-butik, så du risikerer altså ikke at finde og installere dem mere.
Til gengæld kan de stadig ligge på din telefon, hvis du tidligere har installeret dem, og så handler det om at få dem fjernet fra telefonen straks.
Kig derfor listen i bunden af denne artikel grundigt igennem og tjek, om nogle af de farlige apps findes på din telefon.
Er det tilfældet, skal du gå ind i telefonens indstillinger, vælge Apps og fjerne installationen af hver app enkeltvis.

Her er ni af de 16 farlige apps, som sikkerhedsfirmaet McAfee har afdækket til Android.
Styrk selv Androids elendige sikkerhed
Du kan selv gøre en stor indsats for at undgå malware på telefonen. Hold fx øje med, hvor mange downloads og anmeldelser en app har.
Du bør gå efter apps, som både har mange downloads og mange (positive) anmeldelser.
Når du installerer app'en, så hold også et vågent øje med, hvilke tilladelser app'en beder om.
Bid især mærke i, om nogle af tilladelserne virker mærkelige i forhold til det, app'en rent faktisk skal gøre. Er det fx nødvendigt for en keyboard-app af få adgang til dit kamera?
> Læs også: Sådan undgår du farlige apps på mobilen
Her er de farlige apps (udbyderens navn står i parentes):
- High-Speed Camera (com.hantor.CozyCamera) - 10,000,000+ downloads
- Smart Task Manager (com.james.SmartTaskManager) - 5,000,000+ downloads
- Flashlight+ (kr.caramel.flash_plus) - 1,000,000+ downloads
- 달력메모장 (com.smh.memocalendar) - 1,000,000+ downloads
- K-Dictionary (com.joysoft.wordBook) - 1,000,000+ downloads
- BusanBus (com.kmshack.BusanBus) - 1,000,000+ downloads
- Flashlight+ (com.candlencom.candleprotest) - 500,000+ downloads
- Quick Note (com.movinapp.quicknote) - 500,000+ downloads
- Currency Converter (com.smartwho.SmartCurrencyConverter) - 500,000+ downloads
- Joycode (com.joysoft.barcode) - 100,000+ downloads
- EzDica (com.joysoft.ezdica) - 100,000+ hentninger
- Instagram Profile Downloader (com.schedulezero.instapp) - 100,000+ downloads
- Ez Notes (com.meek.tingboard) - 100,000+ downloads
- 손전등 (com.candlencom.flashlite) - 1,000+ downloads
- 계산기 (com.doubleline.calcul) - 100+ downloads
- Flashlight+ (com.dev.imagevault) - 100+ downloads