De fleste ved, at sårbare routere – især ældre af slagsen – udgør en sikkerhedsrisiko for dit hjem og den computer, du sidder ved.
Men de færreste tænker over, at farerne rækker langt ud over dit lokale netværk.
Men faktisk kan en hacket router bruges af kriminelle til at sende cyberangreb af sted over hele kloden.
FBI advarer om gamle routere
Lige netop det fænomen er åbenbart en reel trussel lige nu.
I hvert fald advarer det amerikanske forbundspoliti FBI om en overhængende risiko i en pressemeddelse.
I meddelelsen nævner FBI endda en stribe konkrete routermodeller, som i særlig grad er i farezonen for at tage del i den slags angreb. Den liste kan du se længere nede i artiklen.
Overtager din router
Routere, som har så mange år på bagen, at de ikke længere sikkerhedsopdateres af producenten, er i særlig høj grad i risikozonen for at blive overtaget af hackere.
Hvis en routers parader først er faldet, kan en dygtig hacker overtage routeren helt og bruge den til at sende henvendelser af sted til andre ip-adresser. Ofte vil it-kriminelle kunne overtage et helt netværk af sådanne svage routere og skabe et botnet.
Routerne kan dermed, blandt meget andet, bruges i såkaldte DDoS-angreb, hvor fx centrale myndigheders hjemmesider bombarderes med henvendelser.
Læs også artiklen "Hvad er et DDoS-angreb?"
Er din routermodel ramt?
I FBI's meddelelse angiver myndigheden konkret tre routerproducenter og en lang stribe tilhørende routermodeller, som der er risiko forbundet med.
Du bør være særligt på vagt, hvis du er den uheldige ejer af én af disse sårbare modeller.
- Linksys: E1200, E2500, E1000, E4200, E1500, E300, E3200, E1550, WRT320N, WRT310N, WRT610N.
- Cisco: M10-routere
- Cradlepoint: E100-routere.
Er din router på listen, bør du straks koble den fra og udskifte den med en ny og mere sikker model.
4 tegn på at din router er hacket
Det er svært at vide med sikkerhed, om ens router er blevet en del af et botnet, men der er nogle tegn, du bør være særlig opmærksom på.
Tjek derfor følgende symptomer:
- Du oplever, at din internetforbindelse er langsom eller ustabil.
- Varmeudvikling fra routeren.
- Pludselige ændringer i opsætningen af routeren
- Høj og ukendt datatrafik på netværket.
FBI anbefaler under alle omstændigheder, at du udskifter forældede routere med nyere modeller, så du fremover modtager løbende sikkerhedsopdateringer fra routerproducenten.
Hvis det ikke er muligt, bør du som minimum ændre routerens standard-login og adgangskode samt slå muligheden for at fjernstyre routeren fra.