Det kan være svært huske alle aftalerne og opgaverne i løbet af en dag.
Derfor er vi mange, der bruger diverse former for programmer, kalendere og apps til at planlægge alarmer, som holder os orienterede.
Et af de rigtig smarte programmer til formålet hedder Concenturio.
Programmet, der virker med både Windows 10 og Windows 11, kan du bruge til nemt at oprette alarmer og påmindelser på pc’en, så du aldrig går glip af dine planlagte gøremål.
Fleksible alarmer til dine behov
Du skal blot fortælle programmet, hvad du skal mindes om, og hvornår alarmen skal lyde. Når tiden er gået, lyder alarmen på computeren, og der åbner et lille vindue med den planlagte påmindelse.
I Concenturio er det muligt at indstille flere forskellige alarmtyper. Det er fx muligt at indstille alarmer til at ringe på helt specifikke dage og tidspunkter eller at bruge programmet som et nedtællingsur.
Lav pc’en om til et æggeur
Du kan bruge Concenturio til at indstille en alarm, der skal lyde på en specifik dag, men du kan også let bruge programmet til at lave pc’en om til et nedtællingsur.
Så kan du fx sætte pc’en til at afspille en alarm, når der er gået 45 minutter, og kyllingen i ovnen er færdig. Det er ganske let at gøre:
- Åbn Concenturio.
- Sæt en markering ved In, når du opretter en alarm.
- Angiv antallet af minutter ved Minutes ved at trykke på pilen. Fx 45.
- Sæt flueben ved Hint window og Audio file.
- Klik på Start, og nedtællingen begynder. Når tiden er gået, lyder alarmen og du får en notifikation på din skærm.
LÆS OGSÅ: Sådan arbejder du på to skærme
Brug dine egne lyde som alarmer
Som noget ganske smart kan du selv vælge, hvilken lyd, der skal afspille, når en alarm går i Concenturio. Programmet har seks indbyggede lyde at vælge imellem, men du kan også tilføje lydfiler fra din computer.
Du kan faktisk tilføje hvilken som helst lydfil af formatet mp3 eller wav og således fx bruge omkvædet i din yndlingssang som alarm. Her er, hvad du skal gøre:
- Når du skal til at oprette en alarm, sætter du flueben ved Audio file.
- Klik så på feltet, hvor der står Alarm1.
- Klik på Own audio file…
- Find lydfilen på din pc, og dobbeltklik på den.
- Klik på Start, og når alarmen lyder, hører du den valgte lydfil.
LÆS OGSÅ: Gør dine kassettebånd digitale
Hent Concenturio i Fordelszonen
Concenturio er et glimrende program til at blive mindet om dagligdagens opgaver og aftaler, og du kan som abonnent på Komputer for alle hente programmet helt og aldeles gratis.
I Fordelszonen finder du også en PDF-version af vores artikel om programmet, som du også kan læse i Komputer for alle blad 10.
> Hent Concenturio og artiklen i Fordelszonen her
Hvis du ikke har abonnement på Komputer for alle, kan du komme ind i varmen fra kun 29 kroner ved at klikke her.