Smart noteværktøj i Windows 10
Sticky Notes

De små post it-sedler er uundværlige, når man skal minde sig selv om forskellige opgaver og tider. Huskesedlerne finder du også i digital form i Windows 10.

Sticky Notes: Smart noteværktøj i Windows 10

De færreste har opdaget det, men den digitale udgave af de små, gule post it-sedler, der findes på ethvert kontor, er faktisk indbygget i dit Windows. Se, hvor du finder funktionen.

Det er ofte mere eller mindre tilfældigt, når man opdager en ny og smart funktion i Windows.

Tiden, hvor man fik en komplet brugermanual med, når man købte en ny pc med Windows, er for længst forbi, og derfor må man selv klikke rundt på må og få, hvis man vil udrette mere end de funktioner, der findes på Skrivebordet eller i startmenuen.

Her har vi dog fundet en smart funktion, som du let kan få glæde af. 

Noteværktøj gør ikke noget væsen af sig

Inde i maven af Windows 10 findes der masser af små, praktiske værktøjer, funktioner og indstillinger, som de færreste kender til eller bruger - og det er en skam.

Sådan er det også med noteværktøjet Sticky Notes. Programmet er et enkelt noteværktøj, som du kan bruge til at oprette hurtige noter på Skrivebordet.

Sticky Notes er praktisk i samme tilfælde, som du normalt ville have revet et blad af din post it-blok og sat på pc-skærmen - fx til en påmindelse om et tandlægebesøg eller en deadline for et stykke arbejde. 

> Læs også om Google Keep, som er Googles version af et noteprogram, her.

Synkroniserer på tværs af pc'er

Du kan oprette ligeså mange noter du har lyst til i Sticky Notes, og når du er færdig med en opgave, kan du nemt slette noten igen.

Som en ekstra smart mulighed, synkroniserer Sticky Notes automatisk mellem dine forskellige pc'er med Windows 10, hvis du har flere end en. 

Det virker dog kun, hvis du er logget på dine maskiner med en Microsoft-konto.

Dermed kan du se, hvad du skal huske, uanset hvilken pc du bruger den pågældende dag.

Sådan bruger du værktøjet

  1. Du finder Sticky Notes ved at skrive Sticky Notes i søgefeltet på Proceslinjen.
  2. Klik på Sticky Notes i søgeresultaterne.
  3. Klik nu på plusset i programmets hovedvindue for at oprette en ny note.
  4. Klik i note-vinduet for at gøre det aktivt og skriv så din påmindelse. Den gemmer automatisk løbende din tekst - og du kan også senere skrive mere eller slette i teksten.
Sticky Notes i Windows 10
Sticky Notes

I hovedvinduet til venstre kan du se en oversigt over alle dine forskellige noter, og du kan dobbeltklikke på hver af dem for at vise dem som en gul note på Skrivebordet.

Læs om 19 andre skjulte funktioner i Windows

I Komputer for alle nummer 13/2021, der netop er landet på kioskhylderne, kan du læse om 19 andre glimrende funktioner og programmer, som er mere eller mindre skjult i Windows 10.

Du finder også videoer i Fordelszonen, der viser nogle af de geniale muligheder i aktion.

> Læs artiklen og se videoerne i Fordelszonen her

Måske er du interesseret i ...