Hvis du tidligere har forsøgt at lave et stamtræ på computeren, har du måske opdaget, at det kan udvikle sig til en ganske omstændelig affære.
Du kan fx nemt bruge timer på at få familiemedlemmernes portrætfotos til at være lige store og passe ind i de firkanter, du selv sidder og tegner, hvor der også skal være plads til navne. Og så skal familiemedlemmerne også lige forbindes med pile.
Men det behøver slet ikke at være så kompliceret at lave et stamtræ.
Faktisk kan du lave et flot og enkelt stamtræ ud fra en simpel skabelon i løbet af få minutter. Du skal bare bruge programmet Canva, som du henter gratis på vores hjemmeside.
Vælg den rigtige skabelon til dit stamtræ
Med programmet Canva kan du nemt lave alle tænkelige grafikker og illustrationer. Canva har nemlig et væld af skabeloner, som du kan bruge som afsæt i dit grafiske arbejde.
Nogle af skabelonerne kræver, at du har købt et særligt Canva-abonnement. Det er de skabeloner, der står “Pro” ved i hjørnet. Du kan dog sagtens finde glimrende gratis skabeloner til dit stamtræ og alle formål.
Blandt skabelonerne er flere gratis skabeloner til stamtræer. Dem finder du ved at åbne Canvas startside og skrive “family tree” i søgefeltet midt på skærmen.
Når du har fundet den skabelon, du vil bruge til dit stamtræ, klikker du blot på den. Vælg derefter “Tilpas denne skabelon”, og så åbner skabelonen som et projekt i Canva.
LÆS OGSÅ: Lav en slægtsbog på pc’en
Tilføj fotos, tekst og farver
Når du har åbnet stamtræsskabelonen, kan du tilpasse det hele, som du ønsker. Du kan fx tilføje dine egne fotos ved at klikke på “Uploads” i menuen i højre side og vælge “Upload filer”. Nu åbner din Stifinder, og du kan vælge dine billeder på computeren.
Hvis du holder Ctrl-tasten nede, kan du vælge flere billeder på samme tid.
Når et foto er uploadet til Canva, kan du blot trække det ind i skabelonen, så det passer ind i den figur, Canva har lavet.
Skal tekst laves om, dobbeltklikker du bare på teksten og skriver din egen. Her får du fx også mulighed for at justere i skrifttype, skriftstørrelse og farve på skriften via menuen i toppen af skærmen.
Du kan naturligvis også lave om på baggrundsfarverne, størrelsen på figurerne, tilføje nye figurer og pile, og meget, meget mere.
Hvis du har svært ved at se detaljerne på skærmen, kan du zoome ind og ud med slideren nederst til højre.
LÆS OGSÅ: Scan de gamle fotos med din telefon
Del dit stamtræ med familien
Når du er færdig med at lave dit stamtræ, kan du dele det på et hav af forskellige måder.
Klikker du på knappen “Del” i øverste højre hjørne af programvinduet, kan du fx uploade stamtræet til Google Drev, Dropbox eller OneDrive.
Du kan også dele det direkte på Facebook og andre sociale medier, eller du kan gemme det som en fil på computeren, his du fx ønsker at printe det ud.
Vil du gemme stamtræet på pc’en, gør du således:
- Klik på Del-knappen.
- Klik på knappen Download.
- Vælg filformat fx PNG eller PDF under Filtype.
- Til sidst klikker du på Download igen.
Stamtræet bliver automatisk gemt i mappen “Overførsler” i Windows.
LÆS OGSÅ: Sådan fjerner du støv fra et foto
Hent Canva på vores hjemmeside
Som du måske har gættet, kan du utroligt meget med programmet Canva, og i magasinet Komputer for alle nummer 20/2023 fortæller vi meget mere om programmets mange funktioner og fordele.
> Her kan du læse artiklen om Canva og hente programmet (kræver login)
LÆS OGSÅ: 5 smarte tricks til Google Drev