Gemene hackere, kyniske datakøbmænd og multinationale selskaber som Google og Facebook.
Der er masser af aktørere, der står på spring for at stikke snablen ned i dine digitale konti og suge løs på alt den data, der tegner et billede af dig som person og forbruger.
Derfor kan det være både svært og uoverskueligt at danne sig et overblik over, hvilke værktøjer og tjenester, du bør benytte, hvis du gerne vil værne om dit privatliv.
Det bliver dog nu en smule nemmere med en ny hjemmeside, som arbejder med at rangere apps alt efter, hvor gode – eller elendige – de er til at beskytte dit privatliv.
LÆS OGSÅ: Sådan gør du din Android-telefon sikker
Kig efter app'ens karakter
Hjemmesiden har navnet Mobilesicher Appchecker, og her kan du søge i de apps, som er blevet testet af folkene bag hjemmesiden. Det er værd at nævne, at hjemmesiden kun undersøger Android-apps, da iOS ifølge hjemmesiden ikke tillader samme slags tests.
LÆS OGSÅ: Quiz: Har du styr på sikkerheden på mobilen?
Det er desuden værd at nævne, at hjemmesidener på tysk. Så vil du gerne gå mere i dybden med enkelte apps og forstå deres karakter, skal du enten kunne lidt tysk eller bruge browserens oversætter-funktion. Det betyder naturligvis også, at du ikke finder anmelderlser af danske apps som fx MobilePay eller Rejseplanen.
Når hjemmesiden har testet en app, giver de den en karakter. Karakteren 1 er den bedste og markeret med grøn, mens karakteren 5 markeret med rød er den værste.
Sådan bruger du værktøjet
Når du går ind på hjemmesiden, kan du øverst oppe søge efter apps. I oversigten får du så en hel stribe apps, og ved mange af dem kan du se en karakter.
Vil du vide mere om, hvorfor en app har fået en bestemt karakter, kan du klikke på den. Her vil det fremgå, hvilken type data, app'en eventuelt deler og med hvem.
LÆS OGSÅ: Slet straks disse apps fra din telefon
Fremgår teksten Schnelltest ved en app, betyder det, at app’en er testet, men ikke har fået en karakter af den ene eller anden årsag. Du kan dog stadig klikke på den og læse mere om, hvordan den håndterer dine data.
Hvis du bruger Chrome, kan du automatisk få oversat hjemmesiden. Gå først til siden, som er på tysk – det registrerer Google, og et vindue åbner nu i højre side af adresselinjen, hvor du kan vælge sprog.
Hvis ikke denne metode virker, kan du sætte hjemmesidens url ind i Google Oversæt som her. Vælg nu det sprog, der skal oversættes til.