Siden 1998 har Googles søgemaskine fungeret stort set uændret. Efter du skriver din søgefrase i søgefeltet, vises en liste med søgeresultater.
Listen bestod tidligere af typisk 20 links til hjemmesider, der kunne hjælpe dig med svar. Var du rigtig nysgerrig, måtte du om på side 2 for at se de næste 20 resultater.
Men nu laver Google helt om på den side med resultater, du får, når du søger.
Ved hjælp af kunstig intelligens skal du i fremtiden få et overblik genereret af kunstig intelligens øverst i dine resultater. Google kalder det Google AI Overviews.
> Læs også:3 geniale tips til Googles søgemaskine, som du (måske) ikke kender
AI-resultater i Googles søgning
Gennem årene har Google justeret på søgeresultatsiden. I dag er resultatlisten noget længere, og så er den suppleret af de såkaldte Rich Results som er AI-generede søgeresultater, som typisk vises under de først traditionelle resultater. Rich Results kan fx være forslag til relaterede søgninger eller forskellige visuelle visninger af søgersultater.
I dag vil du desuden også se en række reklamelinks, hvor Google tjener penge, hvis du klikker. Disse er typisk markeret som sponsoreret eller annonce.
Snart kommer der endnu større ændringer på verdens mest populære hjemmeside.
Opbygningen med en liste med søgeresultater kan snart vise sig at være fjern fortid. Årsagen er Googles nye tiltag, Google AI Overviews, som vi ser nærmere på i denne artikel.
Læs også: Microsoft Copilot - Alt du skal vide om Microsofts kunstige intelligens
Hvad er Google AI Overviews?
Google AI Overviews er kort fortalt en nyskabelse, som præsenterer søgeresultaterne i Google søgemaskine i referatform. Du kan læse Googles egen præsentation af Google AI Overviews på firmaets blog.
Som stort set alle ændringer i pc-verden i disse år, er Google AI Overviews baseret på fremskridtene inden for kunstig intelligens.
Google AI Overviews benytter Googles egen sprogmodel Gemini til at trække oplysninger fra nettet og præsentere resultaterne på en ny måde, hvor du øverst vil få et AI-genereret referat eller overblik over det, du har søgt på.
Ifølge Googles seneste meldinger på en udviklerkonference i maj 2024 vil AI Overviews være tilgængeligt for alle i løbet af 2024 - og både i browseren på pc'en og på mobilen.
Derfor er det ekstra relevant at se på den nye søgresultat-visning, som helt sikkert vil ændre den måde, vi søger på i fremtiden.
> Læs også: Smart trick: Sådan ser du gamle versioner af hjemmesider
Hvordan er Google AI Overviews anderledes?
Når du fremover stiller et spørgsmål til Googles søgemaskine, vil svaret primært komme i form en velformuleret sammenhængende tekst i toppen af resultatsiden.
Teksten er et resume genereret af kunstig intelligens på baggrund af indhold fra forskellige hjemmesider.
Du vil i langt mindre grad blive ramt af hjemmeside-links i listeform, som du er vant til, men i stedet vil links på søgesiden have form af små fodnoter.
Mens du i mange tilfælde kan få det ønskede svar alene ved at læse Googles sammenfatning, er der selvfølgelig stadig mulighed for via disse fodnoter at klikke sig videre til de hjemmesider, der leverer oplysningerne.
Læs også: Google vil tage betaling for søgeresultater
Hvordan ser Google AI Overviews ud?
Få Googles blog vises flere eksempler på, hvordan en søgning med AI Overviews kan tage sig ud.
Vi bringer et eksempel på det herunder, hvor brugeren spørger om sammenhængen mellem lyn og torden, og finjusteret sin søgning og svar.
Hvad betyder Google AI Overviews for dig?
For brugere af søgemaskinen på Google.com vil AI Overviews alt andet lige være en stærk forbedring. Primært fordi Google har gjort størstedelen af arbejdet ved at sortere oplysninger for dig og præsentere dem i overskuelig form.
Google slår desuden et slag for muligheden for at moderere din visning, så du får præcist den ønskede mængde tekst. Som vist i eksemplet herover har du mulighed for at klikke på "Simpler" (enklere), hvis du gerne vil have resultaterne kogt ned til en mindre tekstmængde.
På samme måde kan du vælge "Break down" (præsenter i mindre afsnit), så svært forståeligt materiale deles op i mindre bidder tekst, som lettere kan tygges.
Hvad betyder Google AI Overviews for hjemmesider
Der er stor usikkerhed om, hvad Googles igangværende søgerevolution vil betyde for de hjemmesider, som leverer det indhold, som Google præsenterer os for.
Mange virksomheder frygter, at folk simpelthen vil undlade at besøge de pågældende hjemmesider med faldende annonceindtægter til følge.
Google selv melder dog selv om det stik modsatte.
I præsentationen af AI Overviews i forbindelse med udviklerkonferencen fortalte fimaet således, at mange testbrugere i højere grad klikkede sig ind på hjemmesider via fodnote-linkene, end det var tilfældet med links i de traditionelle søgeresultater, hvor brugere sjældent når langt ned i resultatlisten og i bedste fald klikker på de øverste 2-3 links.
Læs også: ChatGPT: Chatrobotten som kan svare på næsten alle din spørgsmål
Søgemaskinen Perplexity kan stort set det samme
Desværre er det ikke muligt for danskere at melde sig som tester af Googles nye søgeværktøj, så vi må pænt vente, til det frigives for alle.
Men hvis du er blevet fristes til at prøve kræfter med den nye søgning, kan du faktisk godt prøve noget lignende. Søgemaskinen Perplexity giver dig muligheden for at se søge efter alt mellem himmel og jord og få resultaterne præsenteres i en form, der minder om Googles kommende.
Perplexity er fremragende og absolut et besøg værd. Læs vores artikel: Perplexity: Genial AI-søgemaskine til din pc eller mobil.