Kapløbet om at skabe den bedste og mest populære kunstige intelligens er rødglødende.
Alle de største tech-giganter, fra OpenAI og Microsoft til Meta, kæmper indædt om tronen og brugernes gunst, når der skal skrives tekster og skabes billeder ved hjælp af kunstig intelligens.
Seneste påfund fra Google, der skal placere søgegiganten helt i front af feltet, er den nye Gemini Pro-model - blandt brugere også kaldet Google Nano Banana.
En kunstig intelligens, som særligt har imponeret med sin evne til at lave meget realistiske billeder.
Kombinerer flere typer input til et billede
Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi modellen kan håndtere flere typer input på én gang — tekst, billeder og andre data — og producere billeder, der ser meget realistiske ud, ofte uden de typiske fejl, man ser i andre AI-billedgeneratorer.
Det er også muligt at fodre Gemini Pro med flere billeder på én gang og få den til at kombinere billederne - eller på anden vis bruge den til at redigere dine egne billeder.
> Læs også: Test: Er Geminis AI-redigering bedre end Photoshop?
Desuden er det muligt for Gemini Pro at lave billeder i relativt høj opløsning i forhold til andre værktøjer. Mere specifikt kan den lave billeder i 2816 × 1536 pixels, og den kan desuden lave det i forskellige formater, alt efter hvad du er ude efter.
Kan du se forskel?
Men et billede siger som bekendt mere end 1000 ord. Så i stedet for at forsøge at forklare, hvor realistiske og livagtige billeder lavet i Gemini Pro ser ud, kan du i stedet prøve vores test herunder, hvor du skal gætte, hvor mange af billederne, der er lavet med Gemini Pro, og hvor mange, der er den ægte vare.
I teksten under det sidste billede kan du se, hvilke billeder, der er skabt med Google Gemini Pro.
(Du kan klikke på billederne for at se dem i højere opløsning.)
Svaret er: Alle billeder herover er skabt med Gemini Pro.
Sådan kommer du selv i gang med Gemini Pro
Har du selv lyst til at prøve kræfter med Gemini Pro? Det kræver hverken en supercomputer eller stor teknisk viden.
Faktisk er det meget, meget simpelt. Gemini Pro er designet til at forstå helt almindeligt sprog.
Herunder forklarer vi, hvordan du selv kommer i gang:
Gå til gemini.google.com og log ind med din Google-konto. Sørg for, at du vælger den nyeste model i højre hjørne (Den hedder Thinking med 3 pro i indstillingerne).
I tekstfeltet skal du beskrive, hvad du vil skabe et billede af. Men husk: Jo mere præcis du er, desto bedre bliver resultatet.
Et dårligt eksempel er fx "Lav et billede af en mand." En god prompt er "Et fotorealistisk portræt af en ældre snedker, der arbejder ved sin høvlebænk. Naturligt lys fra et vindue til venstre, støvpartikler i luften, høj detaljegrad i træet. 35mm film-stil."For at opnå den fotorealistiske effekt, som eksemplerne ovenfor viser, kan du bruge ord som:
Fotorealistisk
Kamera
Mange detaljer
Sløret baggrund
Specifikke kameramodeller, som fx “fujifilm x100vi”
Vær opmærksom på, at du i gratisudgaven af Gemini kun har et vist antal billeder lavet i Pro-modellen til rådighed hver dag. Når de er brugt, skal du enten vente en dag, eller købe et abonnement, hvor Pro-modellen er inkluderet.
Du kan dog også vælge en mere simpel model end Gemini Pro og dermed får flere gratis billeder. Det vælger du på pilen nederst til højre i promptfeltet.












